Hele mit liv har jeg haft en stor passion: Film. Til at starte med benyttede jeg denne blog primært til anmeldelser. Nu vil bloggen fokusere på min personlige og daglige beskæftigelse med film. Hvilken film jeg har set, hvilken trailer som er udkommet, hvilken nyhed jeg lige har læst. Her vil jeg forsøge at dele alle mine meninger og oplevelser med jer. Følg med hvis I har lyst og del gerne ud med jeres meninger. Starter 1. januar.
Medvirkende:Michael Douglas, Don Cheadle, Benicio Del Toro,
Dennis Quaid, Catherine Zeta-Jones, Luis Guzman, Miguel Ferrer, Topher Grace,
Erika Christensen, Salma Hayek, Albert Finney.
Vi følger flere forskellige
karakterer, hvor det hele omhandler narkosmuglingens barske og blodige miljø.
Robert Wakefield er ny mand på posten, som den der har hovedansvaret for at
koordinere kampen mod narkotikaen, men kæmper samtidig med at hans egen datter er
misbruger. To agenter, anført af Montel Gordon, fanger en højtsiddende narkoleder,
men hans forretningen kører videre takket være konen. I Mexico har vi den småkorrupte,
men dedikeret politimand Javier, som pludselig opdager at hans nye arbejdsgiver ikke
nødvendigvis er så hellig når det kommer til stykket.
Vinder af 4 oscars. Den vandt
i følgende kategorier: Bedste instruktør, bedste manuskript, bedste mandlige
birolle og bedste redigering. Ret flot når man tænker på filmen i alt fik 5
nomineringer. Den tabte til Gladiator i bedste film puljen. Det var i det hele
taget et godt år for Steven Soderbergh, som også havde filmen Erin Brockovich
med i bedste film gruppen. Men det blev Traffic som høstede fleste priser med
hjem. Julia Roberts var den eneste som kunne hive en pris hjem til Brockovich, som
årets bedste kvindelige hovedperson.
Vurdering:
Traffic er en formidabel dramafilm. På elegant måde lykkedes det Steven
Soderbergh at krydse imellem flere handlingstråde, som alle
omhandler det samme tema: Narkotika. Heldigvis mister man sjældent overblikket, da
figurerne er meget genkendelige. Hele
miljøet fremstår realistisk, nærmest dokumentarisk, men er samtidig også meget filmisk
at kigge på. Der bliver virkelig leget med farverne. På kontorerne, hvor der
diskuteres om mulighederne, får det hele et præg af kedelig blå/grå tone. Til
gengæld er Mexico virkelig varm, når den gul/orange farve skinner en i
ansigtet. Fin effekt, så man via farverne hurtigt kan genkende, hvilken karakter man nu er hos.
Soderbergh har
sammensat et fremragende hold af skuespillere i sin fortælling. Michael Douglas er
velfungerende som den hårde dommer, der virkelig ønsker at komme narkoproblemerne
til livs. Men det er svært når man samtidig har problemer på hjemmefronten. Helt suveræn er
Benicio Del Toro som mexicaneren Javier, der til dagligt kæmper med enhver form
for narkokriminalitet. Catherine Zeta-Jones er ganske rørende som den gravide
hustru, som pludselig opdager sin mands hemmelige bagside. Don Cheadle og Luis
Guzman er gode i rollerne som DEA-agenterne der arresterer ægtemanden. Vidnet der fældede ægtemanden spilles troværdigt og overbevisende af Miguel Ferrer.
Dette er stadigvæk Steven
Soderberghs bedste film. En film jeg vil anbefale til enhver på min vej.
Medvirkende:Patrick Swayze, Jennifer Grey, Jerry Orbach,
Cynthia Rhodes, Jack Weston.
Året er 1963. Frances “Baby”
Houseman er den pæne pige, som sammen med sin familie holder sommerferie på en
af de amerikanske kysters øer. Her møder hun den charmerende og talentfulde danseinstruktør
Johnny Castle, som har sin helt egen frigjorte dansestil. Uhørt på det tidspunkt. Baby bliver
hurtigt fascineret af Johnny og begynder i al hemmelighed at få private timer.
Nu skal hun bare undgå at forældrene opdager det.
Vurdering:
Dirty Dancing er en klassiker fra 80’erne. Historien er forholdsvis simpel, men
oser af fortællerglæde og har både erotik og romantik i luften. Filmens styrke
er klart musikken og selve dansetrinene. Soundtracket må nok være et af de
bedste nogensinde. Sangen (I’ve Had) The Time of My Life, var et af de største
hits som udkom i 80’erne. En sang som filmen både vandt Oscar og Golden Globe for.
Filmen blev også et gennembrud for Patrick Swayze, der på overbevisende maner
kunne svinge med kroppen. Selve skuespillet er på det acceptable, hvilket også
gælder hos alle de øvrige medvirkende.
Man kan ikke lade være med at
synge med på de mange velkendte sange, eller sidde 100 % stille på sofaen, når
musikken og dansen for alvor ruller på skærmen. En god film, som sagtens kan
tåle et gensyn.
Budget: 21
millioner dollars. Indtjening: 236,4 millioner dollars.
Medvirkende:Bradley Cooper, Jennifer Lawrence, Robert De
Niro, Jacki Weaver, Chris Tucker, Julia Stiles.
Efter 8 måneders ophold på
“galeanstalten” for angreb på sin kones elsker, er Pat endelig blevet løsladt.
Nu flytter han hjem til forældrene, som har fået ansvar for ham. Fra nu af vil
Pat forsøge at blive et bedre menneske, så han kan blive genforenet med
ekskonen Nikki. Men pludselig møder han den mentalt ustabile Tiffany, som også
kender Pats ekskone. Da Pat ikke har mulighed for at besøge Nikki på egen hånd,
beder han Tiffany om at aflevere et brev fra ham. Hun indvilger på betingelse
af, at han bliver hendes partner til en dansekonkurrence.
Filmen er blevet uhørt
populær i USA, hvor den hurtigt fik publikum til at strømme i biograferne. Også
anmelderne var begejstrede, og det varede da heller ikke længe før den fik en
masse nomineringer i de mange forskellige filmoverrækkelser. Den fik hele 8
oscar nomineringer, og 4 Golden Globes nomineringer. Begge steder vandt den kun
1 enkelt pris. Der var det Jennifer Lawrence, der løb med sejren som årets
bedste kvindelige skuespillerinde. Filmen har på nuværende tidspunkt indtjent
215 millioner dollars på verdensplan.
Historien må siges at være
interessant. Det velskrevne manuskript giver virkelig plads til figurerne. Man
kan næsten ikke andet end komme til at holde af vildbasserne Pat og Tiffany. De to
personligheder kan fremstå aggressive og forstyrrede, men de må også siges at have
oplevet nogle dramatiske situationer i deres fortid. Mens Pat har mistet sin
kone pga utroskab, er Tiffany i en ung alder allerede blevet enke. Men
manuskriptet levner også god plads til Pats hjælpsomme forældre. Især den
fodboldelskende farmand, der konstant ønsker samvær med sønnike, fordi han tror
sønnen vil bringe ham held, hver gang han spiller på kampene.
Historien kan af og til være
svær at forholde sig til genremæssigt. Nogle steder er dialogerne så komiske, at
det virkelig bringer smilet frem. Men selve fortællingen er meget alvorlig, fordi
filmen også fokuserer på de dramatiske sider af livet. Filmen forsøger at rumme
så meget som muligt, at det måske i sidste ende bliver dens problem. Historien ender simplethen med at føles for lang.
Da manuskriptet hovedsageligt
har fokus på sine figurer, giver det rig mulighed for skuespillerne at stråle.
Filmens helt store oplevelse er uden sammenligning Jennifer Lawrence som
Tiffany. Hun brænder fuldstændig igennem samtlige scener, og uanset hvor gode
de andre er, så stjæler hun al opmærksomhed. Alle de priser hun vandt for
rollen var fuldt fortjent.
BradleyCooper må også siges
at yde en god og troværdig præstation. Han formår virkelig at frembringe noget
galskab ud af sin Pat. Som hans far, yder Robert De Niro en af sine bedste og
mest rørende præstationer i mange år. En lidt naiv og hård farmand, som
konstant ønsker mere samvær med sønnen. Men til hans store skuffelse render han
tit panden mod muren. Som Pats mor er Jacky Weaver ligeledes velfungerende, og
så møder vi en veloplagt Chris Tucker i en sjov birolle, som en af Pats venner
fra tosseanstalten.
Vurdering:
Silver Linings Playbook er en god og seværdig film, hvis man kigger på den i
sin helhed. Historien er god, og David O. Russell fortæller den med sikker og seriøs
tone. Det kan indimellem være en hæmsko for filmen, da man også forsøger at
placere en del humoristiske scener iblandt de alvorlige. En spilletid på 2
timer må også siges at være en tand for meget. Men heldigvis præsenterer filmen
os for fremragende skuespil i alle rollerne. Især Jennifer Lawrence er helt
eminent, og hun er da også klart det mest beundringsværdige ved filmen.
Medvirkende:Ben Affleck, Bryan Cranston, Alan Arkin, John
Goodman, Victor Garber, Tate Donovan, Clea DuVall, Scott McNairy, Bob Gunton.
I slutningen af 70’erne giver
USA en tidligere iransk leder politisk asyl. Det lægger voldsom vrede hos
nationen, som efterfølgende starter en masseprotest foran den amerikanske
ambassade i Teheran. Det resulterer i gidseltagning og kun seks amerikanere når
at undslippe. CIA’s agenter får nu til opgave at finde på en løsning, for at
hente deres landsmænd hjem, før de bliver fanget og henrettet. Den svære opgave
bliver pålagt specialisten Tony Mendez.
Denne film er baseret på en
virkelig historie, og er Ben Afflecks tredje spillefilm som instruktør. De to
første var Gone Baby Gone og The Town. Begge film fik pæne ord med på vejen,
men intet i forhold til hans oscar vindende storfilm. Den er blevet skamrost
til skyerne, og har vundet alle de priser den kunne komme i nærheden af. Både
Oscar, Golden Globes og BAFTA erklærede den som årets bedste film. Helt
fortjent hvis I spørger mig. Ben Affleck beviser med stor sikkerhed, at han
virkelig er en talentfuld mand bag kameraet.
Filmens miljø er troværdigt
skildret. Det ligner virkelig at historien foregår i 70’erne. Det giver
selvfølgelig anledning til at rose filmens nydelige fotografering, den gennemførte
redigering, samt de lækre musikalske toner, som understøtter dramaet og gøre
scenerne mere intense. Historien er ligeledes meget troværdigt sammensat og
grænser til det dokumentariske. At filmen også formår at være utrolig spændende
hele vejen er en flot bedrift i sig selv. For os som godt kan huske lidt fra
historie timerne, ved jo godt hvordan det hele ender. Men det er uhyggeligt at
tænke på, hvor tilspidset en situation det var for alle involverede.
Skuespillerne gør det
ligeledes fortrinligt over hele linjen. Ben Affleck er helt igennem fremragende
som Tony Mendez. Manden som skal redde disse seks amerikanere ud af Iran, før
de bliver fanget og henrettet. Omkring ham møder vi Jack O’Donnell som er hans
overordnede. En godkendt præstation fra solide Bryan Cranston. Helt suveræne er
også Alan Arkin og John Goodman som filmfolkene, der hjælper Mendez med at
skabe en masse opmærksomhed omkring en film der i virkeligheden aldrig vil se
dagens lys. Begge bidrager med nogle fine humoristiske indslag. Men alle medvirkende
gør en flot og troværdig indsats. Helt ned til mindste birolle.
Vurdering: Operation Argo er en yderst vellykket autentisk
historie. Ben Affleck har virkelig formået at skrue en neglebidende thriller
sammen. Miljøet virker meget realistisk, og så er alle de tekniske virkemidler
helt i top. Skuespillerne er ligeledes fremragende på alle fronter. Selvom vi
kender til filmens slutning, så er det alligevel meget imponerende hvor intenst
og spændende det færdige resultatet er blevet.
En film alle bør se. Helt
klart en af de bedste film som udkom i 2012.
Medvirkende:Diane Lane, John Cusack,
Dermot Mulroney, Elizabeth Perkins.
Sarah Nolan blev for 8
måneder siden skilt fra sin mand. Et brud hun stadigvæk ikke kan komme sig
over. Nu synes hendes søstre Christine og Carol, at det er på tide hun finder
sig en ny mand. Carol opretter en profil for Sarah på en dating hjemmeside, som
hurtigt får et hav af henvendelser. Valget falder på den sympatiske Jake, der
har en hund på sit billede. Hunden er en han har lånt, for at kunne gøre et
positivt indtryk på Sarah. Samtidig møder Sarah den fraskilte Bob. En mand hun
selv har haft et godt øje til på hendes arbejde som børnehavepædagog. Nu står
hun pludselig i den situation, at skulle vælge imellem to mænd.
Vurdering:
Must Love Dogs er uden tvivl Diane Lanes fortjeneste. Hun er simpelthen perfekt
i rollen som den både gnavne og usikre Sarah, der forsøger at genfinde
kærligheden. Hendes situation er både vittig og rørende, og man har lyst til at
følge hende hele vejen. Uheldigvis taber filmen pusten halvvejs inde i
historien. Konflikten mellem de to mænd bliver skildret meget overfladisk,
samtidig med at det hele bliver mere forudsigeligt. Undervejs dukker der også
nogle helt unødvendige platte scener op, som slet ikke passer ind til filmens
troværdige univers. Den løber også tør for humor, jo tættere på slutningen vi
når. Godt at alle de medvirkende ydre fint skuespil, for ellers ville denne
film ikke nå sikkert til havnen.
Diane Lane havde fortjent en
bedre film. Den har bestemt mange fine højdepunkter, men helhedsindtrykket må
siges at være middelmådigt.
Indtjening: 173,9 millioner dollars. Medvirkende:Jason Bateman, Melissa McCarthy, Amanda Peet,
Jon Favreau, Genesis Rodriguez, John Chu, Robert Patrick, Morris Chestnut, Eric
Stonestreet.
Sandy Patterson er en
respekteret revisor, som oplever en uventet drejning i sin tilværelse. Pludselig
er han en eftersøgt mand i flere forskellige stater, uden at have kendskab til
forbrydelserne. Snart opdager han, at nogen har stjålet hans identitet og er i
fuld gang med at tømme hans konto. Hans eneste mulighed for at rense sit navn,
er at selv fange forbryderen. Det viser sig at lovovertræderen er en kvinde ved
navn Diane, og hun har bestemt ikke tænkt sig at samarbejde med Sandy, når han
konfronterer hende ansigt til ansigt.
Filmens instruktør Seth
Gordon har her sin tredje spillefilm. Alle hans film er i komedie genren. Hans
to foregående film var Four Christmases, med Vince Vaughn og Reese Witherspoon
i hovedrollerne. Efterfølgende lavede han De Satans Chefer, hvor Kevin Spacey,
Jennifer Aniston og Colin Farrell var alt andet end søde ledere. Til alt held
for Gordon, så blev begge film store succeser, hvilket er en stor fordel når
man laver film i Hollywood. Men nu ligger hans film heller ikke oppe i den høje
ende af budget skalaen. Identity Thief er produceret for 30 millioner dollars -
et beløb, filmen tjente hjem på under en uge.
Desværre må jeg erkende, at
jeg ikke er særlig glad for hans film. Ofte er de ret forudsigelige, og byder på
alt for mange overdrevne scener. Filmen om Sandy og Diane er ingen undtagelse.
Men Seth Gordon har åbenbart fundet en succesformel, så hvorfor lave om på
stilen? Jeg mener, at amerikanerne de seneste mange år har haft svært ved at
lave ordentlige komedier. Ofte er humoren ikke særlig sjov, mange af
situationerne er ude i det vilde overdrev, og man placerer alt for mange sjofle
og uhumske scener ind midt i det hele. Jeg synes derimod at de britiske
komedier er væsentlig bedre disse dage.
Castingen i denne film må
siges at være meget sikker og forudsigelig. For selvom jeg intet personligt har
imod hverken Jason Bateman eller Melissa McCarthy, så er jeg alligevel overrasket
over, at de har sagt ja til at medvirke i denne film. Især Jason Bateman spiller
på rutinen som den rolige, generte og uheldige Sandy. En karakter vi meget nemt
kan genkende fra mange af hans tidligere roller i utallige komedier. Der er
lidt mere liv og energi i McCarthy, selvom hun også er på grænsen til overspil.
Jeg føler ikke hendes figur er særlig troværdig. Hendes tragiske baggrund
virker ikke efter hensigten, og tit fremstår det meget klichefyldt.
Mange af birollerne er
faktisk besat af hæderlige skuespillere. Men de vandrer lidt i skyggen af vores
hovedpersoner. Dejlige Amanda Peet er meget anonym som Sandys tålmodige hustru,
Trish. Jon Favreau ses som Sandys sleske direktør, der ikke har interesse i at
forfremme sin ellers dygtige medarbejder. Rollen kan nærmest betegnes som en
cameo. Morris Chestnut ses som en slags obligatorisk politibetjent, der ikke
rigtig kan hjælpe med noget som helst alligevel. Bedst og mest farverig er
Robert Patrick som dusørjæger: en hård banan, der også vil have fingrene i
Diane.
Vurdering:
Identity Thief er en overlang roadmovie, som sjældent bliver rigtig sjov.
Selvfølgelig kan komedier altid byde på humoristiske situationer, men i dette
tilfælde er de meget få. I stedet placerer man en masse morale og
sentimentalitet ind i historien, så man til sidst taber interessen. Der er alt
for lidt nyt at hente med denne forudsigelige komedie, hvor hovedproblemet er det
tynde manuskript. Selv filmens to hovedpersoner Jason Bateman og Melissa
McCarthy kan intet stille op. Kemien imellem dem fejler sådan set ikke noget, men
det er ikke nok til at gøre filmen seværdig.
Medvirkende:Hugh Jackman, Liev Schreiber, Danny Huston, Ryan
Reynolds, Lynn Collins, Taylor Kitsch, Kevin Durand.
I flere år har mutanten Logan
kæmpet i adskillige krige sammen med sin bror, Victor. Men Logan vil et roligere liv, og han vælger derfor at trække sig tilbage som skovhugger, sammen
med sin elskede Kayla. Men fortiden vil ikke slippe Logan. En dag står hans tidligere
arbejdsgiver general Stryker foran hans hus, og har brug for hans hjælp. Logan
vil nemlig være den perfekte forsøgsperson i et eksperiment. Logan afviser
tilbuddet, og ender med at blive en jaget mand. Den ansvarlige for at fange ham
er hans bror Victor.
Vurdering:
X-Men Origins: Wolverine er historien om hvordan det hele startede for vores
populære helt. Egentlig en god idé, da han uden tvivl er en spændende personlighed i X-Men universet. Desværre er historien meget tynd,
og ikke særlig sammenhængende. Man forsøger at kamuflere det hele med flotte
action sekvenser og vilde effekter. Hugh Jackman er stadigvæk sej som Logan. En
rolle han nærmest er født til at spille. Han støttes godt op af Liev Schreiber
i rollen som hans barske bror Victor, og af en veloplagt Taylor Kitsch som den
spændende figur Gambit. Ryan Reynolds er til gengæld fuldstændig fejlplaceret
og underbenyttet som mutanten Deadpool. Filmens slutning må også siges at være svag.
Filmen er ikke decideret kedelig,
men man savner noget mere substans i handlingen. Meget klogere på Wolverine bliver
vi ikke. Filmen vil underholde. Intet andet.