Hele mit liv har jeg haft en stor passion: Film. Til at starte med benyttede jeg denne blog primært til anmeldelser. Nu vil bloggen fokusere på min personlige og daglige beskæftigelse med film. Hvilken film jeg har set, hvilken trailer som er udkommet, hvilken nyhed jeg lige har læst. Her vil jeg forsøge at dele alle mine meninger og oplevelser med jer. Følg med hvis I har lyst og del gerne ud med jeres meninger. Starter 1. januar.
tirsdag den 9. juli 2013
Grusomme Mig 2
Grusomme Mig 2
(2013)
Instruktør: Pierre
Coffin & Chris Renaud.
Genre: Animation.
Dansk Biograf Premiere:
4. juli 2013.
Dansk DVD
Premiere:
7. november 2013.
Spilletid: 98
minutter.
De Originale
Stemmer:Steve
Carell, Kristen Wiig, Benjamin Bratt, Russell Brand, Steve Coogan.
De Danske Stemmer: Søren Sætter Lassen, Vicky Berlin, Jens Jørgen
Spottag, Martin Brygman.
Budget: 76
millioner dollars.
Indtjening:
911,8 millioner dollars. (Worldwide)
Gru lever en fredelig
tilværelse som familiefar for Margo, Edith og Agnes. Samtidig har han startet
sin egen virksomhed som producerer gele og syltetøj. Gru har for længst lagt
alle sine skurkefærdigheder på hylden, men hans ekspertise indenfor området gør
ham attraktiv for den hemmelige anti-skurkeliga. En ny superskurk er på banen,
og i samarbejde med sin nye partner Lucy, skal Gru nu opspore og uskadeliggøre
denne trussel mod verdensfreden.
Igen er det Chris Renaud og
Pierre Coffin som er filmens instruktører. Deres samarbejde gav som bekendt
stor succes med den første Grusomme Mig film, som blev produceret for 69
millioner dollars, og endte med at indtjene 543 millioner dollars på
verdensplan. Grusomme Mig var også den første animationsfilm for selskabet
Illumination Entertainment, der blev stiftet i 2007. Midt imellem de to Gru
film blev der plads til filmene Hop og Lorax - Skovens Beskytter.
I forhold til etteren, så er
Gru denne gang en mere blød og rar figur. Hans temperament fejler nu ikke noget,
og indimellem dukker hans indre skurk frem for en kort stund. Mange af de
velkendte gadgets og våben som Gru benyttede i forgængeren (f.eks.
frysestrålepistolen) er ligeledes med, så man føler sig i velkendte og trygge
omgivelser. Alligevel ville det være rart med noget fornyelse i Gru’s univers, da
flere steder i filmen virker som genbrug.
Udover at Gru skal fungere
som spion på de godes hold, får han også en ny makker. Hun hedder Lucy, som i
den grad må siges at være en livlig og energisk personlighed. I starten er Gru
ikke meget for det nye bekendtskab, men opdager hurtigt, at de har mange ting
tilfælles. Heldigt for ham, da både hans børn, samt en konstant pågående nabo,
vil tvinge ham ud i diverse blind dates. Det er muligt, at han har tjek på
mange ting, men damerne er ikke hans stærke side.
Toeren har ligeledes gjort
mere plads til Gru’s små gule hjælpere, som går under navnet Minions. De blev
vildt populære efter etteren, og har også fået væsentlig mere plads i
fortsættelsen. Mange steder i handlingsforløbet, når historien enten er ved at
gå lidt i stå, eller bare har brug for et humoristisk indslag, indsættes en
lille komisk scene med de små charmetrolde. Selvom de fleste af deres eskapader
ikke er decideret overraskende, så er de alligevel søde og harmløse.
Pigerne ser man ikke meget
til i filmen og det er en skam, fordi historien ikke levner plads til dem. Der
bliver dog præsenteret mange andre nye figurer, som desværre er knap så
spændende. Især mangler der en karismatisk slyngel, som Vector var i den
første. Selvfølgelig går det meste af historien ud på at optrævle skurken, da ingen
kender hans sande identitet.
Vurdering: Grusomme Mig 2 er en velfungerende animationsfilm,
der uden tvivl har mange søde og komiske øjeblikke. Desværre er filmen ikke på
højde med etteren, da historien er ret spinkel. Gru er bare sjovere, når han er
ond, og ikke når han skal agere som familiefar, der både klæder sig ud som
feprinsesse og gennemgår lektierne med børnene. Desuden er det småt med
nytænkning i historien, og så savner Gru en værdig modstander. Til gengæld er
figuren Lucy ganske vellykket, og hun står faktisk for nogle af de bedste
scener. I store træk fandt jeg filmen småkedelig, men omvendt er jeg sikker på,
at børnene vil elske den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar