Hele mit liv har jeg haft en stor passion: Film. Til at starte med benyttede jeg denne blog primært til anmeldelser. Nu vil bloggen fokusere på min personlige og daglige beskæftigelse med film. Hvilken film jeg har set, hvilken trailer som er udkommet, hvilken nyhed jeg lige har læst. Her vil jeg forsøge at dele alle mine meninger og oplevelser med jer. Følg med hvis I har lyst og del gerne ud med jeres meninger. Starter 1. januar.
Medvirkende:Colin Firth, Geoffrey Rush, Helena Bonham
Carter, Guy Pearce, Timothy Spall, Michael Gambon.
Prins Albert har siden sin
barndom stammet. Efter at have besøgt flere mislykkede talespecialister, lykkedes
det Alberts hustru, Elizabeth, at finde en mere utraditionel taleterapeut fra
Australien - Lionel Logue. Til at starte med er Albert meget skeptisk,
og har generelt opgivet tanken om, at nogen kan hjælpe ham med sine
taleproblemer. Men Lionel anvender uortodokse metoder, som efterhånden begynder
at få positive resultater for den kommende konge. Stille og roligt begynder
Albert at få tillid til sin lærer, og et spirende venskab imellem dem opstår.
Dette er filminstruktøren Tom
Hoopers blot tredje spillefilm. I perioden mellem 1992 og 2008 har han primært
beskæftiget sig med kortfilm, tv-serier og tv-film. Hans to spillefilm før
historien om Kong George den sjette, er Red Dust og The Damned United. Kongens
Store Tale blev hans store internationale gennembrud, og høstede stort set alle
priser hjem, som den kunne komme i nærheden af. Den har vundet 4 Oscars, 7
BAFTAs, og endda vores egen danske Robert pris, som årets ikke-amerikanske
spillefilm. Totalt har den opsamlet 86 vundne priser i verden. Meget
imponerende og meget fortjent.
Udover at være en fremragende
filmfortælling, som på den tekniske front er lavet til perfektion, så er det
filmens to hovedpersoner, Colin Firth og Geoffrey Rush, der for alvor kaster
stjerneglans over historien. Deres sammenspil er så eminent udført og
troværdigt skildret, at det alene gør filmen værd at se. Begge blev nomineret
for deres præstationer stort set overalt i verden, men Colin Firth var oftest
den eneste som trak sig sejrrigt hjem. Filmen fokuserer hovedsageligt på de to,
så det er begrænset hvor meget plads de øvrige dygtige medvirkende har fået.
Alligevel kan man ikke undgå at nævne Helena Bonham Carter, som giver en
fintfølende og velfungerende præstation som Alberts hjælpsomme og forstående
hustru, Elizabeth.
Vurdering:
Kongens Store Tale er et mesterværk. Der er så meget godt ved filmen, at det er
svært at kritisere den for noget. Man skal bare læne sig tilbage og nyde den
gode historie. Fotograferingen er utrolig smuk, scenografien er fuldt ud
troværdig og underlægningsmusikken er rolig og behagelig, som bare flyder
sammen med fortællingen. Filmens midtpunkt er de stærke præstationer fra Colin
Firth og Geoffrey Rush, som hjælpes godt på vej af et begavet og velskrevet
manuskript. Filmen fik da også i alt 12 Oscar nomineringer, og vandt fortjent
den vigtigste som årets bedste film. Det er en film som formår både at være vittig, varm og rørende.
Er man stadigvæk en af dem
som endnu ikke har set denne mesterlige film, så skal man bestemt unde sig
oplevelsen. Jeg vil til enhver tid anbefale den til alle, som jeg møder på min
vej.
Medvirkende:Chris Hemsworth, Natalie Portman, Tom
Hiddleston, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgaard, Ray Stevenson, Idris Elba,
Clark Gregg, Colm Feore, Rene Russo, Jeremy Renner.
Astrofysikeren Jane Foster,
oplever i selskab med sine kollegaer, dr. Erik Selvig og assistenten Darcy, et
usædvanligt vejrfænomen. Da de kommer ud til området, hvor vejret for alvor
raser, rammer de ved et uheld en mystisk fremmed. Det viser sig, at den
fremmede i virkeligheden er krigeren og tordenguden Thor, der pga. af sin vrede
og arrogance er blevet forvist fra Asgård af sin far, Odin. For at Thor kan
komme tilbage til gudernes verden, skal han først lære at tøjle sin vrede og
ændre sit livssyn. Thor indleder et tæt venskab til Jane, som glædeligt viser
ham hvordan livet på Jorden skal leves. Men idyllen trues, da en skurk fra hans
hjemland, har onde hensigter med både ham og planeten.
Vurdering:
Thor er instrueret af Shakespeare-instruktøren Kenneth Branagh, som højst
overraskende har lavet en veloplagt og kulørt underholdningsfilm, som både
besidder imponerende effekter, og humoristiske sekvenser. Figuren og universet
omkring Thor, er selvfølgelig svær at gøre fuldstændig troværdig, og det er
skam heller ikke alt ved filmen som fungerer optimalt. Man savner især noget
mere dybde hos figurerne, selvom både Chris Hemsworth som Thor, og Natalie
Portman som Jane er et nydeligt par. Et lyspunkt blandt birollerne er Tom
Hiddleston i rollen som Thors bror, Loke, som både formår at være vittig og
farlig.
Thor er ikke helt på højde
med nogle af sine øvrige Marvel brødre, såsom Spider-Man og Iron Man. Men han
har nu alligevel fået sig en ganske vellykket filmatisering, som bestemt ikke
er kedeligt eller uinteressant.
Budget: 190 millioner dollars. Indtjening: 467,4 millioner dollars.
Medvirkende:Chris Pine, Zachary Quinto, Benedict
Cumberbatch, Karl Urban, Zoe Saldana, Simon Pegg, Peter Weller, Alice Eve,
Bruce Greenwood, John Cho, Anton Yelchin.
Kaptajn James T. Kirk er
kommet i unåde, efter at han og besætningen på USS Enterprise har overtrådt Stjerneflådens
regler om at ikke afsløre deres tilstedeværelse overfor en primitiv nation. Kirk
bliver degraderet og Enterprise bliver taget fra ham. Efter en bombehændelse i
London bliver Kirk, Spock og resten af holdet samlet igen for at fange den
tidligere agent John Harrison, som står bag angrebet.
Det er igen J.J. Abrams som
sidder på instruktørstolen i denne hæsblæsende og stort anlagte fortsættelse.
Abrams formåede på overbevisende manér at genstarte Star Trek universet i 2009,
hvor vi følger alle de populære figurer fra begyndelsen. Noget som man med succes
har gjort med James Bond og Batman. J.J. Abrams startede sin filmkarriere som
manuskriptforfatter, og fik stor succes med sine serier Alias, Felicity og
Lost. Siden har han også lavet en håndfuld succesfulde biograffilm, som udover
de to Star Trek film, tæller Mission Impossible 3 og Super 8. Hans næste film
bliver den syvende Star Wars film, som skal udkomme i 2015.
Efter den introduktionsagtige
1’er, kan 2’eren nu udelukkende fokusere på selve missionerne. Vi kender
allerede figurerne, og kan derfor i ro og mag nyde deres velkendte stil. Det
giver plads til nogle nye spændende personer, samtidig med at der skrues op for
selve actiondelen. Som forventet, er tempoet og effekterne mere imponerende i
fortsættelsen. Med et budget på 190 millioner dollars er der bestemt ikke
sparet på noget, og selvom filmen har en spilletid på over 2 timer, så føles den
aldrig kedelig eller langtrukken.
Historien i 2’eren må siges
at være spændende og intrigerfyldt. Handlingen virker i starten ret simpel og
ligetil. Besætningen starter en hektisk menneskejagt på den ondsindede John
Harrison, men da han bliver taget til fange, begynder forviklingerne for alvor
at tage til. Tingene er ikke som de ser ud til, og pludselig drejer handlingen
over i nogle interessante retninger. Samtidig er manuskriptet fyldt med
velskrevne og humoristiske dialoger, som omsættes suverænt godt på skærmen af
de medvirkende.
Det er ikke kun effekterne
som skal roses, selvom de dominerer. Især vil jeg gerne nævne den imponerende
redigering, som giver actionsekvenserne god sammenhæng. For selvom filmen flere
steder byder på de vildeste scener, føles klipningen aldrig uoverskuelig eller
rodet. Desuden kan man nyde filmmusikken, som er skabt af komponisten Michael
Giacchino. Han er især benyttet af Pixar, hvor han har produceret musikken til
De Utrolige, Ratatouille, Op og Biler 2.
Det rare ved fortsættelser
er, at gense de mange farverige karakterer fra forrige film. Igen er Chris Pine
fortræffelig som Kaptajn Kirk, og Zachary Quinto gør god fyldest som Spock. Der
er rigtig godt sammenspil mellem de to. Dem, som for alvor bidrager med humor
til filmen er Karl Urban som rumskibets læge Bones og Simon Pegg som den
alsidige mekaniker Scotty. Zoe Saldana, Bruce Greenwood, John Cho og Anton
Yelchin giver ligeledes fine præstationer.
Filmen introducerer tre nye
centrale figurer i fortsættelsen. Den mest interessante figur er selvfølgelig
filmens skurk John Harrison, som fortolkes effektivt og troværdigt af Benedict
Cumberbatch. Han har medvirket i en del film de sidste 10 år, men med sit
overbevisende skurkeportræt, står gennembruddet for alvor lige ved døren.
Besætningen på USS Enterprise får også et nyt medlem i skikkelse af den smukke
Carol, spillet af den charmerende Alice Eve. Som Stjerneflådens øverstbefalende,
er det rart at gense gode gamle Peter ”Robocop” Weller.
Vurdering:
Star Trek Into Darkness er et overrumplende rumeventyr, hvor alt indenfor
genren gør sig gældende for fuld skrue. Hele vejen underholdes man af de imponerende
actionsekvenser, flotte effekter, en god portion humor og et farverigt
persongalleri. Derfor får man en vellykket oplevelse, som kan nydes af alle.
Der er ikke meget at klage over, selvom jeg ikke vil udelukke, at hardcore Star
Trek fans vil finde nogle fejl i den moderne udgave. Mit indtryk er dog, at det
lykkedes for Abrams og Co. at lave en fortsættelse som er bedre end 1’eren.
Medvirkende:Jamie Foxx, Christoph Waltz, Leonardo DiCaprio,
Samuel L. Jackson, Kerry Washington, Don Johnson, James Remar, Walton Goggins.
Django er en slave, som har
mistet både kone og hjem. Til alt held befries han af den effektive og
veltalende dusørjæger King Schultz. Som en del af aftalen for sin frihed, skal
Django blot opspore de efterlyste Brittle brødre, hvorefter de deler
løsesummen. Men Django og Schultz opbygger et fortroligt venskab, og vælger at
blive partnere. Nu har de det fælles mål, at finde Djangos kone, Broomhilda,
der holdes som slave hos den modbydelige plantageejer Calvin Candle.
Quentin Tarantino startede
med sin debut tilbage i 1992 med den ganske vellykkede Håndlangerne/Reservoir Dogs. Derefter
fik han sit store gennembrud med den endnu mere imponerende Pulp Fiction. Hans
tredje film var Jackie Brown. Efterfølgende ryger han ind i en årrække med knap
så spændende film: Kill Bill 1, Kill Bill 2 og Death Proof. Hans store comeback
kom i 2009 med den fortræffelige Inglorious Bastards – efter min mening hans
bedste film. Nu er tiden så kommet til en western, som helt sikkert hører til i
den bedre ende af skalaen. Han blev tilmed belønnet med sin anden Oscar i
karrieren, for bedste manuskript.
Filmen er en genindspilning
af en western fra 60’erne, hvor det var Franco Nero, der spillede rollen som
Django. En hårdtslående dusørjæger, som bestemt ikke viste nogle former for
medlidenhed. Men den verden, som Django befinder sig i, er heller ikke den
rareste. Noget som Tarantino ikke har undladt i den nye udgave. Historien foregår
også kun nogle få år før slaveri ophører. Heldigvis reddes han af den effektive
dusørjæger King Schultz, som træner ham og samtidig bliver hans ven. Et venskab,
som absolut hører til en af filmens bedste elementer.
Filmens stil og miljø er
gennemført til perfektion. Både via måden historien er filmet på, og de mange
country sange som benyttes, gør at den rette western-stemning altid er intakt.
Men det er måden historien fokuserer på sine figurer på, der er det bedste ved
filmen. Vi følger Django’s transformation fra at være slave til effektiv skytte.
Men alle de fjender han nedlægger, fortjener også den skæbne de møder.
I Tarantinos verden er blod
og vold en del af hans stil. Han overgår nok aldrig det overdrevne brug af brutalitet
som i Kill Bill filmene, men Django er næsten på samme niveau. Oftest
fremstilles det dog mere humoristisk. Indimellem synes jeg alligevel at det
bliver for meget, især pga filmens spilletid, som er 2 timer og 45 minutter. Men
man morer sig da absolut i store træk: for selvom historien i sig selv ikke er
noget særligt, så reddes filmen af dialogerne, som oftest er meget morsomme.
Især kommer de bedste bemærkninger fra King Schultz, som aldrig er bleg for at
sige sin mening, uanset hvem han end står overfor. Nu har Tarantino også altid
været stærkest på skrivefronten, hvilket han oftest bliver belønnet for.
Blandt skuespillerne skal
hovedsageligt fremhæves 4 af de medvirkende. Jamie Foxx er uden tvivl et godt
valg som Django. Hans figur udvikler sig bestemt til det bedre henad imod
slutningen. Leonardo DiCaprio ses her i en af sine sjældne skurkeroller. Hans
figur er så gennemført usympatisk, som man kan ønske sig. Det samme må siges om
Samuel L. Jackson, en skummel assistent til Calvin Candle. Men filmens
altoverskyggende præstation kommer uden diskussion fra Christoph Waltz. Han er
så velcastet og veloplagt, at han stjæler alle scener fra de øvrige medvirkende.
Han vandt fuldt fortjent både en Oscar og en Golden Globe for rollen som
storcharmøren Schultz. Alle de bedste og humoristiske bemærkninger kommer fra
ham. En lige så stærk og imponerende præstation, som hans tyske officer Hans
Landa i Inglorious Bastards.
Vurdering: Django Unchained er seneste skud fra Quentin
Tarantino. Nok er jeg ikke stor fan af Tarantino, men jeg har til gengæld stor
respekt for hans måde at fortælle historier på. Hans nyeste western er bestemt
underholdende og dialogerne er filmens styrke. Et af filmens højdepunkter er
venskabet mellem Django og Schultz. Tarantino har også hyret nogle af de dygtigste
skuespillere, hvor især Christoph Waltz er den helt store nydelse. Jeg synes
Tarantino overdriver med brugen af vold og brutalitet, selvom det indimellem er
komisk udført. Desværre er selve handlingen for simpel, til at en spilletid på
165 minutter kan retfærdiggøres.
Medvirkende:Josh Brolin, Ryan Gosling, Sean Penn, Emma Stone, Nick
Nolte, Anthony
Mackie, Giovanni Ribisi, Robert Patrick, Michael Peña, Troy Garity.
Los Angeles, 1949. Politiinspektøren
Bill Parker sammensætter en specialenhed af seks frygtløse betjente, som i al
hemmelighed skal vælte den magtfulde mafiaboss Mickey Cohen. Blandt gruppens
medlemmer er den hårde overbetjent John O’Mara, som samtidig udnævnes til
gruppens leder. Hans næstkommanderende er den charmerende, men effektive Jerry
Wooters, som under hele udrensningen dater Mickey Cohens dame, Grace Faraday.
Så er der udkommet en ny gangsterfortælling.
Denne gang med instruktøren Ruben Fleischer bag kameraet: manden, der slog
igennem med Zombieland. Et lidt overraskende valg, da hans profil ikke virker
indlysende, men omvendt, har man tidligere set instruktører begå sig
overbevisende i flere genrer. For mange er det også altid nemmere at tage et
projekt, hvor begivenhederne er baseret på virkelige hændelser.
Desværre kan denne såkaldte
gangsterfilm ikke hamle op med mange af de tidligere klassikere indenfor genren.
For selvom tempoet er ganske højt, og en del actionsekvenser er nydeligt lavet,
så er historien ikke særlig spændende. Selve indholdet virker tomt og
klichefyldt. Vi får ingen empati med vores hovedpersoner, da de er meget
2-dimensionelt fremstillet. Det er næsten som at se en Dick Tracy historie, på
bare en mere kedelig måde. Hovedproblemet er selvfølgelig manuskriptet. Det
prøver at mikse lidt af alt muligt ind i fortællingen. Den prøver at være
alvorlig, men fremstår tit det modsatte. Når den prøver at være morsom, virker
det oftest dummere.
Det er ellers noget af en
imponerende rollebesætning filmen tilbyder. Med topnavne som Sean Penn, Ryan
Gosling, Josh Brolin og Emma Stone burde det ikke gå galt. Men de kan intet
gøre for at redde filmen, da manuskriptet er alt for svagt. Sean Penn
overspiller gevaldigt som Mickey Cohen, Ryan Gosling kan vel næsten ikke få en
mere vattet og lys stemme som Jerry Wooters, Josh Brolin er rendyrket actionman
John O’Mara som hovedsageligt er heldig (mange af hans idéer er bestemt ikke
gennemtænkt). Emma Stone er uden tvivl en nydelig pige, men som Grace Faraday
er hun kedelig og ikke i nærheden af at være en femme fatale.
Vurdering: Gangster Squad er på papiret en lovende film: spækket
med store stjerner, som skal sørge for at historien fænger. Desværre holder
filmen ikke en meter, selvom den indimellem byder på solid action og generelt
har et højt tempo, virker det mere som kamuflering for det dårlige manuskript.
Historien er en rodebutik fyldt med tåbeligheder. Rigtig spændende eller
alvorlig føles filmen aldrig. Vi kommer heller aldrig tæt på vores figurer,
hvilket ikke bidrager til de ellers dygtige skuespillere. Også redigeringen er
rædselsfuld, da man tit ret groft springer fra en scene til en anden. Filmen
ender med at føles langtrukken og skuffende.
Alex er en tidligere
popstjerne, der havde sin storhedstid i 80’erne. Men bandet gik i opløsning, og
i dag lever Alex stort set kun via minderne. Men pludselig står han med
muligheden for et comeback. Den hotteste sangerinde i nyere tid, Cora Corman, mangler
noget forfriskende nyt til hendes næste single. Alex påtager sig opgaven,
selvom han kun har få dage til opgaven, og samtidig aldrig har været god til
tekster. Heldigvis får han hjælp fra rengøringspigen Sophie, der viser sig at være
talentfuld med ord og tekster.
Vurdering:
Et Sikkert Hit er en typisk romantisk komedie, lavet helt efter bogen. Følelserne
imellem vores hovedpersoner stiger, mens de forsøger at skrive en tekst til
popstjernen, Cora. Selvfølgelig dukker der nogle forudsigelige komplikationer
op i handlingen, men jeg må ærligt tilstå, at filmen formår at være både sød,
sjov og romantisk. Hugh Grant og Drew Barrymore fungerer godt sammen som par,
og i deres charmerende selskab føler man sig nærmest hjemme. Også de mange
velskrevne sange er iørefaldende, hvor især den parodiagtige 80’er sang Pop In
Your Heart, er helt eminent.
En glat og velkendt
fortælling, som ikke tilføjer genren meget nyt. Men det er alligevel lykkedes
folkene bag, at skabe en meget behagelig og sympatisk kærlighedsfilm, som
tilmed er morsom flere steder.
Budget: 200
millioner dollars. Indtjening: 1,215 milliarder dollars.
Medvirkende:Robert Downey Jr., Gwyneth Paltrow, Guy Pearce,
Don Cheadle, Ben Kingsley, Rebecca Hall, Jon Favreau, William Sadler, Miguel
Ferrer, James Badge Dale, Ty Simpkins.
Efter de vilde oplevelser med
resten af Avengers holdet, er Tony Stark ramt af en mindre depression og kan
ikke sove pga. mareridt. En ny fjende dukker op over horisonten. En lang række
attentater rammer USA, udført af terroristen Mandarin, som hurtigt langer ud
efter landets præsident. Da et attentat er nær ved at slå Tonys gode ven,
Happy, ihjel, udfordrer han Mandarin direkte på tv. Hans udfordring accepteres,
og kort tid efter angribes hans hjem, som bliver jævnet med jorden. Det er
muligt, at Mandarin vandt første runde, men Tony har tænkt sig at slå igen med
fuld skrue.
Så kom den tredje film om den
populære superhelt Iron Man. Denne gang er det manuskriptforfatteren Shane
Black som står ved roret som instruktør. Han er manden bag manuskripterne til
de 4 Dødbringende Våben film, The Last Boy Scout og The Long Kiss Goodbye. I
2005 debuterede han som instruktør med sin egen historie, nemlig Kiss Kiss Bang
Bang, hvor Robert Downey Jr. også spillede hovedrollen. Faktisk er der mange i
Hollywood, der mener, at Shane Black var medårsag til at Robert Downey Jr. kom
tilbage på sporet som skuespiller, efter en årrække i diverse narkotika
problemer.
Historien fortsætter mere
eller mindre efter The Avengers. Folkene bag ønsker virkelig, at alle
superheltefilm om Iron Man, Thor, Hulk og Captain America flettes ind som en
slags serie. Det er smart tænkt, hvilket nok også var årsagen til at The
Avengers filmen blev filmhistoriens tredjemest indtjente spillefilm nogensinde.
Iron Man er uden tvivl gruppens mest interessante figur, og heldigvis har Shane
Black lavet en bedre fortsættelse i forhold til den svage 2’er. Til gengæld er
Iron Man 3 slet ikke på niveau med The Avengers. Man savner hurtigt de andre
superhelte.
Historien i 3’eren byder
udover en ny skurk, også på et par andre nye spændende figurer. Nemlig den
mystiske duo Aldrich Killian og Maya Hansen. Begge er nogle forskere, som
muligvis har relationer til Mandarin. Begge introduceres som noget af det
første ved filmens begyndelse, og de er da også centrale personer i handlingen.
Mandarins terrorhandlinger er omgivet af megen mystik, og man har svært ved at
lure hvor meget indblanding og indflydelse Aldrich og Maya i virkeligheden har
på de modbydelige events.
Tempomæssigt er filmen lidt
svingende. Med en spilletid på 130 minutter er der uden tvivl presset meget ind
i historien, hvor der skal også gøres plads til de mange figurer. Det medfører,
at der tales en del i filmens første halvdel, hvorved vi nærmest ingen action
får serveret. Men i filmens anden halvdel, kommer der for alvor fart over
tingene i stor stil. Til gengæld er det rimelig overraskende, hvor lidt Tony
Stark kommer i sit kostume. Nu har han tilmed bygget en masse Iron Man
robotter, som han kan styre fra lang afstand. Han behøver altså ikke længere
selv være inde i kostumet, hvilket giver nogle uventede overraskelser til
filmens slyngler.
Robert Downey Jr. er perfekt
i rollen som Tony Stark. Han bliver svær at overgå, hvis man i fremtiden genindspiller
filmen, eller hvis han selv ikke længere ønsker at medvirke i serien. Som
Pepper Potts er Gwyneth Paltrow ligeledes god og seværdig, og hendes teamwork
med Robert Downey Jr. er stadigvæk skildret med stor overbevisning og charme.
Hun har tilmed fået lov til at medvirke i nogle actionscener. Noget hun ellers
ikke har gjort i de foregående film. Don Cheadle spiller den mere anonyme og
småkedelige James Rhodes, som i filmen render rundt i det kiksede amerikaniserede
kostume Iron Patriot.
Så går vi videre til filmens
3 nye centrale figurer. Som Mandarin er Ben Kingsley ganske veloplagt, selvom
han efterhånden har spillet dusinvis af skurke i sin karriere. Heldigvis ses
han her i en af sine bedre roller, og han bidrager også med en af filmens helt
store uventede drejninger. Guy Pearce må også siges at give den hele armen som
den hemmelighedsfulde Aldrich Killian. En mand som er svær at gennemskue, og
som har sin helt egen dagsorden. Pearce gør et fremragende stykke arbejde, og
rollen vidner endnu engang om hans alsidighed. Mystik er også noget som præger
figuren Maya Hansen. Desværre levnes hun ikke meget plads i manuskriptet, og
Rebecca Hall virker en smule tandløs i sin performance.
Vurdering:
Iron Man 3 er en bedre og mere værdig efterfølger, i forhold til 2’eren. De nye
figurer, som introduceres, er mere interessante, og der er kommet lidt mere
gods på selve historien, der tilmed byder på en uventet drejning undervejs.
Effekterne har man ikke sparet på, og når actiondelen for alvor kommer i gang i
filmens anden halvdel, er der dømt toptunet underholdning. Desværre er filmen
lidt længe om at komme i gang, og så er det lidt overraskende hvor lidt vi
egentlig ser til Iron Man. Skuespillet er generelt godt hos de fleste, men det
er selvfølgelig Robert Downey Jr.s flabethed og charme der har den største
tiltrækning.