Hele mit liv har jeg haft en stor passion: Film. Til at starte med benyttede jeg denne blog primært til anmeldelser. Nu vil bloggen fokusere på min personlige og daglige beskæftigelse med film. Hvilken film jeg har set, hvilken trailer som er udkommet, hvilken nyhed jeg lige har læst. Her vil jeg forsøge at dele alle mine meninger og oplevelser med jer. Følg med hvis I har lyst og del gerne ud med jeres meninger. Starter 1. januar.
mandag den 10. juni 2013
Django Unchained
Django Unchained (2012)
Instruktør: Quentin Tarantino.
Genre: Western.
Dansk Biograf Premiere:
24. januar 2013.
Dansk DVD
Premiere:
23. maj 2013.
Spilletid: 165
minutter.
Budget: 100
millioner dollars.
Indtjening: 422,8
millioner dollars. (Worldwide)
Medvirkende:Jamie Foxx, Christoph Waltz, Leonardo DiCaprio,
Samuel L. Jackson, Kerry Washington, Don Johnson, James Remar, Walton Goggins.
Django er en slave, som har
mistet både kone og hjem. Til alt held befries han af den effektive og
veltalende dusørjæger King Schultz. Som en del af aftalen for sin frihed, skal
Django blot opspore de efterlyste Brittle brødre, hvorefter de deler
løsesummen. Men Django og Schultz opbygger et fortroligt venskab, og vælger at
blive partnere. Nu har de det fælles mål, at finde Djangos kone, Broomhilda,
der holdes som slave hos den modbydelige plantageejer Calvin Candle.
Quentin Tarantino startede
med sin debut tilbage i 1992 med den ganske vellykkede Håndlangerne/Reservoir Dogs. Derefter
fik han sit store gennembrud med den endnu mere imponerende Pulp Fiction. Hans
tredje film var Jackie Brown. Efterfølgende ryger han ind i en årrække med knap
så spændende film: Kill Bill 1, Kill Bill 2 og Death Proof. Hans store comeback
kom i 2009 med den fortræffelige Inglorious Bastards – efter min mening hans
bedste film. Nu er tiden så kommet til en western, som helt sikkert hører til i
den bedre ende af skalaen. Han blev tilmed belønnet med sin anden Oscar i
karrieren, for bedste manuskript.
Filmen er en genindspilning
af en western fra 60’erne, hvor det var Franco Nero, der spillede rollen som
Django. En hårdtslående dusørjæger, som bestemt ikke viste nogle former for
medlidenhed. Men den verden, som Django befinder sig i, er heller ikke den
rareste. Noget som Tarantino ikke har undladt i den nye udgave. Historien foregår
også kun nogle få år før slaveri ophører. Heldigvis reddes han af den effektive
dusørjæger King Schultz, som træner ham og samtidig bliver hans ven. Et venskab,
som absolut hører til en af filmens bedste elementer.
Filmens stil og miljø er
gennemført til perfektion. Både via måden historien er filmet på, og de mange
country sange som benyttes, gør at den rette western-stemning altid er intakt.
Men det er måden historien fokuserer på sine figurer på, der er det bedste ved
filmen. Vi følger Django’s transformation fra at være slave til effektiv skytte.
Men alle de fjender han nedlægger, fortjener også den skæbne de møder.
I Tarantinos verden er blod
og vold en del af hans stil. Han overgår nok aldrig det overdrevne brug af brutalitet
som i Kill Bill filmene, men Django er næsten på samme niveau. Oftest
fremstilles det dog mere humoristisk. Indimellem synes jeg alligevel at det
bliver for meget, især pga filmens spilletid, som er 2 timer og 45 minutter. Men
man morer sig da absolut i store træk: for selvom historien i sig selv ikke er
noget særligt, så reddes filmen af dialogerne, som oftest er meget morsomme.
Især kommer de bedste bemærkninger fra King Schultz, som aldrig er bleg for at
sige sin mening, uanset hvem han end står overfor. Nu har Tarantino også altid
været stærkest på skrivefronten, hvilket han oftest bliver belønnet for.
Blandt skuespillerne skal
hovedsageligt fremhæves 4 af de medvirkende. Jamie Foxx er uden tvivl et godt
valg som Django. Hans figur udvikler sig bestemt til det bedre henad imod
slutningen. Leonardo DiCaprio ses her i en af sine sjældne skurkeroller. Hans
figur er så gennemført usympatisk, som man kan ønske sig. Det samme må siges om
Samuel L. Jackson, en skummel assistent til Calvin Candle. Men filmens
altoverskyggende præstation kommer uden diskussion fra Christoph Waltz. Han er
så velcastet og veloplagt, at han stjæler alle scener fra de øvrige medvirkende.
Han vandt fuldt fortjent både en Oscar og en Golden Globe for rollen som
storcharmøren Schultz. Alle de bedste og humoristiske bemærkninger kommer fra
ham. En lige så stærk og imponerende præstation, som hans tyske officer Hans
Landa i Inglorious Bastards.
Vurdering: Django Unchained er seneste skud fra Quentin
Tarantino. Nok er jeg ikke stor fan af Tarantino, men jeg har til gengæld stor
respekt for hans måde at fortælle historier på. Hans nyeste western er bestemt
underholdende og dialogerne er filmens styrke. Et af filmens højdepunkter er
venskabet mellem Django og Schultz. Tarantino har også hyret nogle af de dygtigste
skuespillere, hvor især Christoph Waltz er den helt store nydelse. Jeg synes
Tarantino overdriver med brugen af vold og brutalitet, selvom det indimellem er
komisk udført. Desværre er selve handlingen for simpel, til at en spilletid på
165 minutter kan retfærdiggøres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar