Hele mit liv har jeg haft en stor passion: Film. Til at starte med benyttede jeg denne blog primært til anmeldelser. Nu vil bloggen fokusere på min personlige og daglige beskæftigelse med film. Hvilken film jeg har set, hvilken trailer som er udkommet, hvilken nyhed jeg lige har læst. Her vil jeg forsøge at dele alle mine meninger og oplevelser med jer. Følg med hvis I har lyst og del gerne ud med jeres meninger. Starter 1. januar.
Medvirkende:Gemma Arterton, Jeremy Renner, Famke Janssen, Peter
Stormare, Pihla Viitala, Derek Mears, Thomas Mann.
Hans og Grete lever et liv
som dusørjægere, der jagter og tilintetgøre modbydelige hekse – noget, de har
gjort siden barndommen, hvor de med nød og næppe overlevede et grumt besøg i
pandekagehuset. Nu er de ankommet til byen Augsburg, hvor borgmesteren har
hyret dem til at finde elleve forsvundne børn, som alle er blevet kidnappet af
overheksen Muriel. Opgaven bliver ikke nemmere, da Hans og Grete samtidig skal
nedkæmpe en gigantisk trold og møder modstand fra Augsburgs lokale sherif.
Så er der udkommet en fornyet
og amerikaniseret filmudgave af Hans & Grete. Historien er baseret på en tysk
fortælling af brødrene Grimm. Filmens instruktør Tommy Wirkola er fra Norge, og
denne eksplosive eventyrfilm er hans første på den internationale scene.
Wirkola gjorde sig alligevel bemærket på verdensplan, da han i 2009 udgav den
norske gyserfilm Dead Snow, hvor nazister genopstod fra de døde som zombier.
Hans næste projekt bliver sandsynligvis en Hans & Grete fortsættelse, da
etteren blev en pæn succes.
Historien er filmet i
Tyskland, for Wirkola ønskede at få den europæiske stemning ind i sin
fortælling. Hele filmen er præget af både sorte og grå farver, hvilket giver et
dystert billede af både byerne og skovene. Generelt er atmosfæren meget
skummel, og Wirkola formår at gøre historiens omgivelser faretruende. Den
verden Hans og Grete færdes i er omringet af ubehagelige væsner, hvilket også
har en negativ effekt på de mennesker, der lever midt i det: ikke nok med, at
farlige hekse og trolde huserer i gaderne, så oplever vores duo også modstand
fra sine medmennesker.
I rollerne som Hans og Grete,
har Wirkola hyret Jeremy Renner og Gemma Arterton. Umiddelbart et fornuftigt
valg, da begge er i besiddelse af handlekraft og effektivitet. Parret passer
godt sammen, men man kunne godt have ønsket sig noget mere dybde i deres
karakterer (manuskriptet levner dem ikke meget at arbejde med). Fokusset ligger
primært i deres færdigheder som dusørjægere, ikke hvordan de har det rent
personligt. Vi kommer aldrig til at føle med dem, og i sidste ende holder vi
kun med dem, fordi heksene trods alt er værre.
Filmens problem ligger hovedsageligt
i den tynde handling, som ikke rigtig har noget at fortælle. Historien er
usammenhængende, og plottet er ikke blot urealistisk, men også forudsigeligt. Bedre
er det ikke, at dialogerne er skrevet på amatørniveau, hvilket skuespillerne ikke
har en jordisk chance for at kunne realisere på bare en anstændig eller
troværdig måde. Værst er det, når et monster af en trold deltager i løjerne. Et
brutalt bæst, der pludselig udviser menneskelighed og venlighed overfor Hans og
Grete, hvorefter han bliver en del af deres team.
Vores heroiske duo må i den
grad siges at være indehavere af nogle kraftfulde våben. Lidt i samme stil som i
filmen Van Helsing i 2004, hvor Hugh Jackman også gik rundt med højteknologiske
våben. Hans og Grete mangler bestemt ikke virkningsfulde remedier, og tit er
effektiviteten af deres grej så enorm, at blodet sprøjter løs i vildeste
forstand. Visse scener får uden tvivl en chokerende effekt ud af den rødlige
væske, men da overdrivelsen oftest er stor, virker det mere overflødigt end
relevant.
I de øvrige roller, er der
ikke nogen som gør sig særligt bemærket. Famke Janssen overspiller som heksen
Muriel, og hun er omringet af inkompetente assistenter. Svenske Peter Stormare
virker ellers som et fornuftigt valg som Augsburg’s ustabile sherif, men hans
figur bliver aldrig interessant eller vedkommende. Yndige Pihla Viitala spiller
rollen som den gode heks Mina, men også hendes ellers lovende karakter er gjort
ligegyldig. Skuespilleren Derek Mears er manden i troldekostumet. En mand som
åbenbart er bedst i skjulte maskeringer (han har f.eks. spillet Jason i den nye
Fredag den 13. film, samt Predator i den seneste Predators).
Vurdering: Witch Hunters er ikke en vellykket
eventyrfilmatisering. Tommy Wirkola benytter alle de rigtige elementer, hvor
mørket og tågen giver fortællingen en tilpas dyster atmosfære. Samtidig er
Gemma Arterton og Jeremy Renner velvalgte som Hans og Grete. Desværre er
handlingen så useriøs og rodet, at man hurtigt taber interessen. Manuskriptet
levner stort set ingen plads til figurerne, og forsøger at skjule historiens
manglende logik med overdreven brug af action og blod. Men det hjælper ikke
meget, når actionsekvenserne hurtigt føles ensformige, og når de visuelle
effekter halter.
De Originale
Stemmer:Billy
Crystal, John Goodman, Steve Buscemi, Helen Mirren, Alfred Molina, Sean Hayes.
De Danske Stemmer: Donald Andersen, Peter Aude, Jens Jacob Tychsen,
Kirsten Olesen.
Budget: 200
millioner dollars.
Indtjening:
743,1 millioner dollars. (Worldwide)
I 2001 udkom Pixar’s fjerde
spillefilm Monster’s Inc. – en vellykket og underholdende familiefilm, hvor publikum
blev introduceret til en fantasifuld verden af monstre. Historiens to
hovedpersoner er den lille grønne og enøjede Mike Wazowski, og den store
blågrønne behårede James P. ”Sully” Sullivan. Begge er ansat hos
energifabrikken Monsters Inc., hvor man via telepatiske døre træder ind i
børneværelser i menneskeverdenen. Her gælder det om at skræmme børnene, da
deres skrigen er en uundværlig energikilde, som bruges til at give byen
Monstropolis lys og el.
Nu er en forløber om de to
farverige figurer Mike og Sully ankommet. I stedet for at lave en direkte
fortsættelse, har Pixar besluttet at vise, hvordan den usædvanlige duo startede
deres karriere på Monsters Inc. Situationen for dem begge var helt sikkert anderledes
i deres unge dage. Mike blev besat af tanken om at arbejde som skræmmer. Han blev
helt fra begyndelsen betragtet som en nørd, og havde derfor ikke mange venner.
Forholdene var helt omvendte for Sully, der udover sin frygtindgydende
størrelse og sit naturlige talent, også var søn af en berømt skræmmer. Jobbet
på Monsters Inc. var næsten allerede hjemme på forhånd.
Men både Mike og Sully
oplever uventede komplikationer i deres mål for at blive de bedste i faget.
Ingen tager Mike’s bløde væsen alvorligt, og universitetet tvivler på hans
evner som kommende skræmmer. Sully derimod er et tilbagelænet og dovent væsen,
der mener hans naturlige talent vil være nok i sig selv. Men som en af lærerne
hurtigt udtaler, så er børnene ikke ens og kan være bange for vidt forskellige
ting. Både Mike og Sully dumper til midtvejseksamen, og fremtiden ser pludselig
ikke så lys ud længere. Hele vejen under skoleforløbet har de været bitre
rivaler, men da Mike pludselig øjner en sidste chance for at vende tilbage på
skræmmeholdet, tvinges han og Sully til at samarbejde.
Universitet afholder nemlig
sin egen skræmmekonkurrence. Eneste krav er, at man skal være medlem af en gruppe
på minimum seks medlemmer. Ved desperation tilmelder Mike sig hos nørderne fra
Oozma Kappa, der blot består af fire medlemmer. Mike tvinges derfor til at
acceptere Sully’s anmodning om at blive en del af holdet, hvilket hurtigt giver
nogle gnidninger mellem duoen under forberedelserne. Udfordringerne bliver ikke
mindre af, at holdets fire øvrige medlemmer slet ikke er i samme liga, som
vores to hovedpersoner. Nu begynder et langt og sejt træningsprogram for dem
alle, hvis de skal have en jordisk chance for at vinde konkurrencen og
efterfølgende vende tilbage på skræmmeholdet.
Filmens instruktør Dan
Scanlon er forholdsvis ny i branchen. Faktisk er Monsters University hans
første helt store projekt. Han debuterede som instruktør på kortfilmen Bumle og
spøgelseslyset, hvorefter han stod bag en mindre komedie med titlen Tracy. Ellers
har han været forfatteren bag Biler, og har fungeret som animator på diverse
små tegnefilm siden år 2000. Dan Scanlon må siges at være et modigt valg som
instruktør, da hans erfaring ikke er på højde med mange andre åbenlyse
kandidater. Også fordi filmen har et af de højeste budgetter nogensinde for en
animationsfilm - 200 millioner dollars. Rygterne siger, at en del af
millionerne sandsynligvis gik til Billy Crystal og John Goodman, for at gentage
deres populære roller.
Heldigvis er det lykkedes for
Scanlon og Pixar at lave en velment, underholdende og charmerende fortsættelse.
Filmen er ikke på højde med flere af Pixar’s fremragende værker, men ligger
alligevel fornuftigt et sted midtimellem. Det svære for en prequal er som
altid, at overraske publikum med noget nyt. Vi ved på forhånd, at alt nok skal
gå godt for vores karismatiske duo, og at de på et eller andet tidspunkt vil
opleve stor succes, selvom de har hårde odds imod sig. Men det er bestemt sjovt
at se dem som modstandere i filmens første halvdel.
Det bedste ved filmen er,
hvordan venskabet mellem Mike og Sully udvikles. De begge har brug for succes
efter fiaskoen ved eksamen, og indser efterhånden hvor betydningsfuldt deres
samarbejde er. Mike har enorm viden og er ekstrem dedikeret, mens Sully har et
naturligt talent pga. sit dyriske ydre. Det lykkedes for Pixar at skabe nogle
ganske rørende og sympatiske sekvenser, hvor vores venner helt åbent taler ud
om deres styrker og svagheder. Det handler uden tvivl om at tro på sig selv, uanset
hvad andre mener. Men det handler også om at være åben overfor andre, da det
nogle gange kræver hjælp fra en anden at kunne opnå noget helt exceptionelt med
sit liv.
Historien byder både på
velkendte figurer fra etteren, men selvfølgelig også på mange nye kreative og
lunefulde væsner. Bedst er uden tvivl de fire nye holdkammerater, som Mike og
Sully skal træne til konkurrencen med. Her møder vi den tohovedet Terri/Terry,
det aldrende tentakelvæsen Don, den bløde og femøjede Scott og den Muppet
inspirerede Art - fire ret usædvanlige monstre, som heldigvis tilføjer nogle gyldne
øjeblikke i historien. Randalf - duoens fjende i etteren er ligeledes med i
løjerne, mens man oplever små komiske cameos fra bl.a. Den afskyelige Snemand
og CDA agenternes kvindelige leder (sekretæren med den hæse stemme) Rosa.
Eneste lidt mere uhyggelige karakter i filmen er skolens dragelignede dekan,
der styrer skolen med hård hånd.
Vurdering: Monsters University er et glædeligt og behageligt gensyn med de
elskværdige figurer Mike Wazowski og James P. Sullivan. Selvom historien om
deres ungdom ikke helt er på højde med etteren, er den alligevel fyldt med
komiske scener og pudsige detaljer. Computergrafikken er nydelig hele vejen, og
historien formår at have en god portion morale indblandet i den kulørte
handling. Man kunne måske ønske lidt mere fornyelse i universet, men omvendt er
det altid rart at vende tilbage til noget, man kender på forhånd. En god og
underholdende animationsfilm, som både børn og voksne vil kunne nyde sammen.
Medvirkende:Hugh Jackman, Tao Okamoto, Rila Fukushima, Hiroyuki
Sanada, Will Yun Lee, Svetlana Khodchenkova, Brian Tee, Famke Janssen.
Efter at Logan mistede sit
livs kærlighed Jean, har han levet et skjult og ensomt liv i de canadiske
vildmarker. Plaget af enorm skyldfølelse, har Logan konstant mareridtsagtige
drømme om hende. Men da han opsøges af den japanske mutant Yukio, får hans
tankerne drejet imod andre formål. Yukio er der på vegne af den succesfulde
forretningsmand Yashida, der pga. af alderdom er døden nær. Yashida’s sidste
ønske er at tage afsked med den mand, som reddede hans liv fra Nagasaki
bombningen i 1945.
Logan rejser med til Tokyo,
hvor han ikke blot skal sige farvel til Yashida - han bliver også tilbudt at
bytte sin udødelighed med ham. Selvom Logan inderst inde ønsker et helt normalt
menneskeliv, afslår han Yashida’s tilbud, da hans byrde ikke bør overtages af
andre. Få timer senere går Yashida bort, og Logan bliver samtidig angrebet af
en mystik kvinde mens han sover. Hun har inficeret ham med parasit, der truer
hans udødelighed. Nu bliver Logan rodet ind i en kompliceret familiefejde, hvor
Yashida’s barnebarn Mariko bliver jaget af de japanske gangstere fra Yakuza,
fordi hun står til at arve hele bedstefars imperium.
Der er lagt op til det helt
store actionbrag i selskab med den hårdtslående Logan, som selvfølgelig mest er
kendt under sit X-Men navn Wolverine. Hugh Jackman vendte tilbage til rollen
som mutanten med de skarpe kløer (det er den sjette film, hvor han spiller
rollen). Denne gang har han for alvor fået sin helt egen film, og det er
faktisk rart at se ham være lidt væk fra alle de øvrige velkendte figurer.
Historien byder skam på nogle nye mutanter, men de er få, og så er det kun
skurkinden Viper, der virkelig går amok med sine superevner. Da filmen foregår
i Japan, er vores menneskelige hovedpersoner dygtige til kampsport, og deres
færdigheder kan i den grad matche vores superhelte.
Udover at være en tempofyldt
og flot actionfilm, har historien lidt mere på hjertet end blot dusinvis af
japanere, der flyver rundt i luften. Wolverine opleves her i en svækket og
nærmest menneskelig udgave (både fysisk og psykisk), så det er nemmere at
forholde sig til: selvom vi elsker hans hårde natur og barske attitude, kunne
man sagtens unde ham et almindeligt liv blandt menneskene. Handlingen giver fin
plads til Wolverine’s følelsesregister uden at det går ud over
spændingsniveauet.
Selvfølgelig er det action og
vilde effekter der tiltrækker mest. Filmen er fejende flot lavet og flere af
actionsekvenserne er overdådigt udført. Især et hektisk opgør mellem Wolverine
og 4 håndlangere ombord på et af Japan’s lyntog imponerer i stor stil. Filmen
er instrueret af den dygtige James Mangold, der med stor succes har begået sig
i mange forskellige genrer. Siden 1997 har han givet publikum mange vellykkede
filmoplevelser som Copland, Kate & Leopold, Walk The Line og Knight &
Day.
Desværre er filmen ikke uden
svagheder. Det gælder især det spændingsdrevne plot, hvor ikke alt er helt
sammenhængende. Flere steder undrer man sig over situationerne, hvor det er svært
at se logikken. Manuskriptet virker ikke så gennemarbejdet, selvom den på ingen
måde er en katastrofe. Dialogerne må siges at være velskrevne, og flere steder
i den ellers seriøse fortælling, får vi serveret nogle tiltrængte humoristiske
scener. De bedste i forbindelse med Wolverine, hvor Hugh Jackman’s åbenlyse
talent for komisk timing virkelig gør sig gældende.
Det er også rart at se en
film, hvor det ikke udelukkende er Hugh Jackman som spiller godt. Især får vi
fine og overbevisende præstationer fra den debuterende Tao Okamoto, der spiller
barnebarnet Mariko, og Rila Fukushima som den effektive mutant Yukio.
Russiskfødte Svetlana Khodchenkova gør det egentligt godt som skurken Viper,
men manuskriptet beskriver hendes figur overfladisk, og hendes motiver bliver
kun svagt hentydet. Famke Janssen gentager sin rolle som Jean Grey, men er
udelukkende med i Logan’s drømmesekvenser.
Vurdering:
The Wolverine er et overrumplende actioneventyr, der imponerer med sine
vellavede og spektakulære actionsekvenser. Igen er effekterne i disse slags
film overbevisende, og spændingsniveauet er solidt hele vejen. Udover den
dominerende mængde af action, er det også blevet plads til både rørende og
humoristisk scener. Handlingen er ikke uden problemer, og historiens klarhed er
indimellem ude af balance. Desuden skuffes man af filmens skurke pga. den
forudsigelighed de bringer. Heldigvis er Hugh Jackman stadigvæk fortræffelig i
hovedrollen, og filmen lever ligeledes af troværdige præstationer fra de øvrige
medvirkende. James Mangold er en dygtig filmmager og har lavet en bedre
Wolverine film end hvad Gavin Hood gjorde med Wolverine’s første solo optræden
tilbage i 2009.
Medvirkende:Nicholas Hoult, Eleanor Tomlinson, Ewan McGregor,
Stanley Tucci, Ian McShane, Eddie Marsan, Ewen Bremner, Bill Nighy.
Jack er en ung farmerknægt,
der lever i fattige vilkår sammen med sin onkel. For at kunne reparere husets
slidte tag, må Jack tage til byen for at sælge hesten. Her møder han for første
gang den smukke prinsesse Isabelle, der har en tendens til at stikke af fra
slottet i ny og næ. Imens sker der et indbrud på slottet, hvor en forklædt munk
stjæler nogle magiske bønner fra den skumle Lord Roderick. Hele byen bliver
lukket ned, og munken må skille sig af med bønnerne hurtigst muligt. Da han ser
Jack med hesten, tilbyder han bønnerne som betaling for hesten. Bønnerne er
meget værdifulde, og Jack bliver henvist til et kloster, hvor han vil blive
fyrstelig betalt, når han returnerer bønnerne.
Ved sin hjemkomst, møder Jack
blot en vrissen onkel, der mener Jack er blevet narret. Klostrene plejer ikke
at ligge inde med kontanter. I vrede banker onklen hårdt på bordet, og en
enkelt bønne falder ned i deres kælderrum. Senere på aftenen opstår der et
rædselsfuldt stormvejr, og en fremmed person banker på husets dør. Da Jack
lukker den fremmede ind, viser det sig at være prinsesse Isabelle, der endnu
engang er stukket af. Uheldigvis går der kun et øjeblik før hele huset ryster,
og en masse kæmpe rødder braser igennem gulvet. Jack slipper ud, men Isabelle
bliver hængende fast i rødderne, og huset forsvinder højt op i skyerne.
De sidste par år har der
været succes for eventyrfilm. Alice in Wonderland. Red Riding Hood og Snow
White & The Huntsman har klaret sig godt. Instruktøren Bryan Singer (X-Men
1 + 2 og Superman Returns) har kastet sin kærlighed til eventyrets verden. Filmen
er baseret på de gamle historier Jack and the Beanstalk og Jack the Giant
Killer. Med sit enorme budget er det lykkedes for Singer at skabe en flot og
imponerende film. Alligevel blev jeg ganske overrasket over nyheden, at den
udelukkende ville udkomme på dvd og Blu-ray i Danmark. Filmen blev heller ikke
særlig godt modtaget i USA og betragtes som en økonomisk fiasko.
Filmens egentlige problem
ligger muligvis i, at den kan være svær at gennemskue om den henvender sig mest
til børn eller voksne. Historien er farverig og fjollet – noget, som nok passer
mere til den yngre målgruppe. Kæmperne både prutter og bøvser i livlig stil, så
de helt små kan få sig et glædeligt grineflip. Men historien byder også på
nogle rimelig grumme sekvenser, der kan virke uhyggelige. Ikke fordi filmen viser
masser af blod eller vold, men fordi kæmperne er så frastødende og ondsindede,
at deres gerninger kan virke meget barske. Det hjælper selvfølgelig også på det
når effekterne er så overbevisende lavet, at man virkelig tror på kæmpernes
eksistens.
Prinsesse Isabelle bliver
selvfølgelig taget til fange af kæmperne. Det er nu op til Jack og en håndfuld
af kongens bedste mænd at kravle op af bønnestagen og få Isabelle tilbage i
sikkerhed. Blandt kongens mænd møder vi den standhaftige kaptajn Elmont, som
spilles helt eminent af Ewan McGregor, samt den magtfikserede og forræderiske
Lord Roderick, som spilles af Stanley Tucci. Filmens manuskript er krydret med
velskrevne dialoger, og i hænderne på dygtige folk som McGregor og Tucci,
bliver flere af sekvenserne virkelig morsomme. McGregor underspiller med
perfekt komisk timing, mens Tucci overspiller med et glimt i øjet.
Som Jack, gør Nicholas Hoult
det også upåklageligt. Han besidder en god mængde charme og kejtethed til
rollen. Som prinsesse Isabelle, er den forholdsvis ukendte Eleanor Tomlinson
ligeledes et godkendt valg til rollen. Hun formår både at fremstå stærk og
sårbar, alt efter hvilken situation hun befinder sig i. Samtidig er det
lykkedes for Bryan Singer, at finde et par, som virkelig klæder hinanden. Jack
og Isabelle forelsker sig naturligvis i hinanden, og det virker ganske
troværdigt mellem Hoult og Tomlinson. Som kongen og Isabelle’s far er garvede
Ian McShane ligeledes velfungerende, selvom han står lidt i skyggen af de
øvrige medvirkende.
Filmens helt store oplevelse
er dog kæmperne. Dem og deres tohovedet leder Fallon er imponerende flot
visualiseret. De er nogle menneskelignede Godzilla’er, der kan trampe og smadre
alt på deres vej. Overbevisende er det ligeledes når omkring hundrede kæmper
kravler ned af bønnestagen, hvorefter de angriber de miniputagtige mennesker.
Hele sekvensen hvor kongen og hans folk skal beskytte byen fra at blive invaderet,
er spektakulært udført. Næsten på niveau med Ringenes Herre: De To Tårne, hvor
Helms Kløft bliver angrebet af Saruman’s hær.
Vurdering: Jack The Giant Slayer er et overdådigt eventyr, som
byder på overbevisende effekter og et velskrevet manuskript. Ofte er dialogerne
ganske vittige, hvilket vi kan takke de dygtige medvirkende for. Filmen lider
lidt under, at den ikke helt ved hvem dens præcise målgruppe er. Historien
henvender sig klart til den yngre målgruppe, men er også i besiddelse af nogle
ikke så børnevenlige scener. Desuden kunne man godt undvære kæmpernes
uhumskheder, der virker mere malplaceret end underholdende. Alligevel er der
flere positive end negative ting at sige om filmen.
Medvirkende:Brad Pitt, Mireille Enos, Daniella Kertesz, James
Badge Dale, Matthew Fox, David Morse, David Andrews, Fana Mokoena, Ludi Boeken.
Gerry Lane er en tidligere FN
ansat, der nu lever et mere tilbagelænet liv som hjemmegående sammen med sin
kone og sine to døtre. Han har oplevet mange grusomme ting på jobbet, men hans
erfaring hos FN skal snart vise sig at være en stor fordel for familiens
overlevelse. For én morgen, da børnene skal køres i skole, bryder den værste
epidemi ud i hele verden. Pludselig bliver mennesker angrebet af zombieagtige
væsener, der med stor aggressivitet bider deres ofre på håndleddet, hvorefter
menneskerne forvandler sig til umenneskelige skabninger indenfor 12 sekunder.
På kort tid er storbyer blevet
til rene slagmarker, hvor hæren angriber zombierne. Samtidig forsøger militæret
at evakuere dem, som ikke er blevet bidt endnu. Gerry og hans familie bliver
kun reddet, fordi FN har brug for de kvikkeste og modigste personligheder til
at finde en modgift på den smitsomme sygdom. Det viser sig, at folk fra Asien i
flere år har forsøgt at advare resten af verden om, at en voldsom epidemi
begynder at trappe op i kontinentet. Ingen fra de vestlige lande tog advarslen
alvorligt, hvilket de nok fortryder dagen i dag.
Denne hårrejsende fortælling
læner sig stilmæssigt opad tidligere zombie- og science fiction film. Man
genkender rigtig mange elementer fra Steven Spielberg’s War of the World, Danny
Boyle’s 28 Dage Senere og Will Smith’s I Am Legend, tilsat lidt epidemifilm som
Outbreak og Contagion. Man kan selvfølgelig undre sig, hvorfor Hollywood bliver
ved med at producere zombie film. Filmen er baseret på en novelle og det kunne
tyde på, at forfatterne også følger den sikre zombie trend.
Meget nytænkning får man nemlig
ikke i den seneste zombiefilm, der til gengæld skruer gevaldigt op for nervepirrende
spænding og vildt overbevisende effekter. Positivt er det, at filmens fokus ligger
i at hovedpersoner skal finde en vaccine, og der er derfor meget få blodige
scener. Mange zombiefilm har en tendens til at overdrive brugen af brutalitet, men
det skånes vi heldigvis fra. Det er også rart med en film, hvor zombierne i
close-up scenerne spilles af rigtige skuespillere i overbevisende make-up.
Computergrafikken bruges kun i storslåede sekvenser, hvor en uendelig mængde af
zombier løber rundt.
Filmens instruktør Marc
Forster og hans hold af dygtige kollegaer gør et formidabelt stykke arbejde.
World War Z er Forster’s tiende spillefilm siden 1995, og igennem hans snart 20
årigefilmkarriere, har han ikke været bange for at begå sig i forskellige
genrer. Hans mest populære film tæller: Monster’s Ball, Finding Neverland,
Stranger Than Fiction, Drageløberen og James Bond filmen Quantum of Solace.
Filmens stjerne Brad Pitt fungerer også som producent og rettighedsindehaver på
projektet og var iblandt beslutningstagerne for at hyre Marc Forster som
instruktør – ikke et dårligt valg, kan jeg tilføje.
Filmens altdominerende
hovedperson spilles med stor overbevisning af Brad Pitt. Hans figur Gerry Lane
bliver kastet ud i en højdramatisk mission, der nærmest virker håbløs på
forhånd. Sammen med en virusspecialist og et hold af veltrænede soldater, tager
Gerry modvilligt med til Korea, hvor man har mistanke om, at den oprindelige
sygdom startede. Er dette sandt, ville man med stor sandsynlighed kunne skabe
en kurerende vaccine. Missionen forløber selvfølgelig ikke efter planen, og
Gerry’s rejse fortsætter videre til både Israel og Wales.
Selvom man på nogle områder
kan mene, at filmatiseringen egentlig er unødvendig, så er det alligevel
lykkedes at skabe en velproduceret og dynamisk oplevelse. Man kan ikke undgå at
lade sig rive med i de scener, hvor tusindvis af zombier flere steder i filmen
invaderer områder som befærdes af mennesker. Filmen har også mere rolige
sekvenser, hvor man forsøger at komme forbi nogle slumrende zombier. Selvom
disse øjeblikke skruer ned for tempoet, bliver de ikke mindre spændende af den
grund.
En anden vigtig detalje ved
filmen er den eminente filmmusik. Her har man ansat den fortræffelige Marco Beltrami,
der siden 1994 har skabt formidabel underlægningsmusik til næsten 100 film: primært
i genrerne action, gyser og science fiction. Det vil være umuligt at remse alle
de kendte spillefilm op, hvor han har været den styrende komponist, men han gør
et suverænt stykke arbejde på World War Z. Musikken styrker filmen og de
uhyggelige elementer i sådan en grad, at man tit får gåsehud i de mest
storslåede øjeblikke. Uanset om filmen ses på det store lærred eller som hygge
hjemme på sofaen, skal lyden skrues godt op, så man virkelig får det optimale
udbytte af filmen.
Vurdering:
World War Z er et brag af en dommedagsfilm. Aldrig før har en film om zombier
været så hektisk og intenst skildret, at historiens ellers velkendte skabelon
af en handling, formår både at være neglebidende dramatisk og medrivende underholdende.
Filmen er afsindig spændende hele vejen, og hjælpes godt på vej af de imponerende
tekniske virkemidler. Effekterne er i topklasse og den uhyggelige
underlægningsmusik bidrager i den grad til den dystre atmosfære. Brad Pitt er
fremragende i hovedrollen, og Marc Forster har klogt valgt en bestemt og
direkte stil, som han holder fast ved hele filmen igennem. Dette er helt klart
en af de bedste zombiefilm lavet i nyere tid.