Robot & Frank

Robot & Frank (2012)

Instruktør: Jake Schreier.

Genre: Krimi/komedie.

Dansk dvd premiere:

5. Marts 2013.

Spilletid: 85 minutter.

Budget: 2,5 millioner dollars.

Indtjening: 3,3 millioner dollars.

Medvirkende: Frank Langella, Susan Sarandon, James Marsden, Liv Tyler, Jeremy Strong, Jeremy Sisto, Bonnie Bentley, Peter Sarsgaard.

Frank er en garvede tyveknægt, som nu er på pension. Han lever alene ude i naturen, og hukommelsen er ikke hvad den har været. Hans eneste kontakt til omverdenen er hans to børn, samt den søde bibliotekar inde i byen. Men da hans søn kommer på besøg, har han en robot med som gave. En robot som skal give ham selskab, og som samtidig kan fungere som butler. Frank er til at begynde med ikke begejstret for idéen, men opdager hurtigt at hans nye assistent er meget lærenem. Snart har han lært den alle de forbryderiske tricks, der skal til for at lave et kup.

Dette er Jake Schreiers spillefilmsdebut som instruktør. Hans første projekt var en kortfilm fra 2005, men nu har han endelig fået lov til at lege med større budgetter. 2,5 million dollars har denne fine lille fremtidsfilm kostet at producere. Et mere personligt projekt for Schreier, som altid har villet lave en film om robotter. Han har selv udtalt at film som Wall-E, Drengen & Jernkæmpen og Terminator er blandt hans foretrukne favoritter, af de mange robotter filmindustrien har givet til sit publikum gennem årene.

Historien om Frank og hans nye robot er velment og sympatisk. Den byder såmænd ikke på mange overraskelser, og tempoet er roligt hele vejen. Alligevel er det blevet til en ganske rørende og morsom fortælling, hvor et uventet venskab mellem menneske og maskine opstår. Man sidder med et smil på læben hele vejen, og føler sig i godt selskab med den usædvanlige duo. Det er lykkedes ret godt at kombinere både drama, komik og en smule spænding ind i en ellers ordinær spillefilm.

Igennem årene har vi oplevet mange slags robotter på film. Både de rolige af slagsen, men også de mere aggressive typer. Franks robot hører til den rolige gruppe. Den rolige stemme leveres af Peter Sarsgaard. En programmeringsmaskine der samtidig er meget lærenem. Den starter ud som ren standard, med nogle obligatoriske programmer indsat. Men når Frank går rundt og foretager sig sine egne dagligdagsrutiner, studere robotten hans laden og gøren, hvorefter den kan udføre de samme funktioner. Frank lurer hurtigt dette, og finder pludselig de mange muligheder i sin nye assistent, som vil kunne gøre gavn.

Frank Langella er fremragende i hovedrollen. En aldrende og gnaven gavtyv, der helst vil klare alting selv. Alt det moderne og teknologiske er noget ubrugeligt stads. Indtil han altså får robotten til hjælp. Som hans børn, yder både James Marsden og Liv Tyler menneskelige præstationer. Selvom de ikke har oplevet megen opdragelse fra manden i deres unge dage, så elsker de ham alligevel meget højt. Det giver anledning til et par rørende stunder. Susan Sarandon er ligeledes dejlig som bibliotekaren, som Frank har et godt øje til.

Vurdering: Robot & Frank er hvad man kan kalde en hyggelig krimi-komedie. Med et strejf af drama. Uden tvivl en rolig film, som ikke byder på de store overraskelser, men til gengæld får man masser af charme og underspillet humor. Frank og hans robot er en usædvanlig duo, men det virker overraskende nok troværdigt. Alle skuespillerne er gode, men det er selvfølgelig Frank Langellas imponerende indsats, der gør filmen værd at se.

En fin lille film som man absolut bør give en chance.

 

J

J

J

J

Robot & Frank IMDb

 

 

A Good Day To Die Hard

A Good Day To Die Hard (2013)

Instruktør: John Moore.

Genre: Action.

Dansk biografpremiere:

14. Februar 2013.

Spilletid: 98 minutter.

Budget: 92 millioner dollars.

Indtjening: 304,7 millioner dollars.

Medvirkende: Bruce Willis, Jai Courtney, Sebastian Koch, Cole Hauser, Yuliya Snigir, Rasha Bukvic, Mary Elizabeth Winstead.

John McClane rejser til Moskva, Rusland, for at hente sin tilsyneladende kriminelle søn Jack. Men hvad farmand ikke ved, er at hans knægt arbejder for CIA. Jack skal nemlig beskytte den politiske fange Komarov, der besidder vigtige dokumenter som kan fælde en korrupt minister. Selvom Jack ikke er glad for at se sin far og ikke ønsker hans hjælp, må han hurtigt erkende at han ikke kan undvære den gamle mands erfaring og fandenivoldskhed.

Det er den irskfødte instruktør John Moore der står bag den femte Die Hard filmatisering. Det er samtidig også hans femte spillefilm til det store lærred. Han har tidligere stået bag actionfilmene Behind Enemy Lines og Flight Of The Phoenix. Siden er det gået nedad bakke med den svage gyser The Omen, samt den rædselsfulde Max Payne, som er baseret på det populære computerspil ved samme navn. Hans cv er derfor ikke imponerende, hvilket også hæmmer det færdige resultat for John McClane.

Lad mig sige det med det samme. Die Hard 5 ligner på ingen måde en rigtig Die Hard film. Actionmæssigt er den skam hæderlig nok, hvor især en hektisk biljagt gennem Moskva imponerer. Der bliver virkelig smadret det ene køretøj efter det andet. Flot og overbevisende lavet, men vi er også ude i det vildt overdrevne. Værre bliver det jo tættere på slutningen vi kommer. Men at kalde filmen kedelig vil være uretfærdigt. Tempoet er højt i alle 90 minutter.

Manuskriptet er klart filmens største svaghed. Dialogerne må siges at være forfærdelige. I de fire foregående Die Hard film, har John McClane altid været frisk på flabet humor som forbryderne aldrig brød sig om. Disse ellers mindeværdige øjeblikke er nu nærmest helt fjernet. De dukker op indimellem, men primært når McClane snakker med sig selv, uden at bagmanden har mulighed for at deltage i debatten. Forbryderne er ligeledes aldrig set så kedelige og uinteressante før. Det hele føles bare tørt og uinspirerende. Humoren har altid været et vigtigt element i en Die Hard film. Forstår ikke hvorfor det er blevet reduceret så kraftigt.

Bruce Willis er stadigvæk seværdig i rollen som John McClane. Men alligevel er han ved at blive for gammel til rollen. Han virker bare ikke nær så overbevisende længere, som han gjorde tidligere. Forholdsvis ukendte Jai Courtney ses som hans søn Jack. Samarbejdet mellem Willis og Courtney er egentligt okay, men de havde fortjent en bedre film sammen. Sebastian Koch ses som jagede mand Komarov, Yuliya Snigir ses som hans datter, der undervejs viser sig at have en fod i begge lejre, og Rasha Bukvic ses som skurken Alik. Manden der skal forsøge at være på linje med andre skurke i serien såsom Alan Rickman og Jeremy Irons. Tro mig, når jeg siger han ikke når dem til sokkeholderne.

Vurdering: A Good Day To Die Hard er actionmæssigt en hæderlig omgang tjubang underholdning. Der er konstant fart over feltet, og især en imponerende biljagt gennem Moskva er filmens højdepunkt. Desværre er handlingen tynd og dialogerne rædselsfulde. Filmen ligner mere en typisk actionfilm, da man har fjernet mange af de velkendte Die Hard elementer. Der er ingen ordkrig mellem McClane og skurkene. Det velkendte Die Hard musik bruges stort set aldrig. I det hele taget fremstår det meget ordinært og overfladisk. Bruce Willis er stadigvæk seværdig, men er omvendt også ved at være for gammel til rollen. Birollerne har heller ikke meget at byde på.

Som rendyrket actionfilm er den okay. Men som Die Hard film er den en skuffelse.

J

J

J

A Good Day To Die Hard IMDb

Les Misérables

Les Misérables (2012)

Instruktør: Tom Hooper.

Genre: Drama/musical.

Dansk biografpremiere:

21. marts 2013.

Spilletid: 158 minutter.

Budget: 61 millioner dollars.

Indtjening: 441,8 millioner dollars.

Medvirkende: Hugh Jackman, Russell Crowe, Anne Hathaway, Eddie Redmayne, Amanda Seyfriend, Helena Bonham Carter, Sacha Baron Cohen.

Efter næsten 20 års fængsel, bliver fangen Jean Valjean sat på fri fod. Valjean er fast besluttet på en ny begyndelse, og skaffer sig en ny identitet. Nogle år senere er han blevet borgmester i byen Vigau. Her møder han den hårdt arbejdende Fantine, der dagligt kæmper for at tjene penge nok til at forsørge sin datter Cosette. Ved Fantines dødsleje, lover Valjean at passe på hendes datter. Men byens nye politiinspektør Javert genkender hurtigt den tidligere straffefange, hvilket tvinger Valjean til at flygte til Paris sammen med Cosette.

Filmen fik 8 oscar nomineringer, og vandt 3 for henholdsvis bedste make-up, bedste lydredigering og Anne Hathaway fik for bedste kvindelig birolle. Filmens instruktør vandt selv i 2010 en oscar som bedste instruktør for filmen Kongens Store Tale. Så det er en mand der ved hvilke type projekter der skal vælges, hvis han ønsker at deltage i alle de mange prisuddelinger. Hans næste projekt tyder på at være en film om Queen forsangeren Freddie Mercury. Her forlyder det at Sacha Baron Cohen skal spille hovedrollen.

Historien om Valjean er blevet filmatiseret adskillige gange før. Både som tv-film, mini-serie og selvfølgelig som spillefilm. Endda vores egen Bille August kunne ikke modstå muligheden i 1998. En populær fortælling, der på lige fod med andre store klassikere som f.eks. De Tre Musketerer, Robin Hood, Skatteøen og Greven Af Monte Cristo kan genfortælles igen og igen. Tom Hoopers udgave har et budget på 61 millioner dollars, så der er ikke sparet på filmens udseende. Den er muligvis den største opsætning af alle Les Misérables film der nogensinde er produceret.

Filmen er utrolig flot lavet. Scenografien er overordnet set storslået, selvom Hooper også formår at gøre små områder større end de i virkeligheden er. Her spiller den nydelige fotografering også meget ind. For billederne er smukke uanset om det foregår i mørket eller lyset. Det er jo en grum historie, hvor tragedien fungerer mest effektivt i det dystre. Må heller ikke glemme at rose de mange velkonstruerede kostumer, eller den imponerende make-up. Især vores hovedperson Jean Valjean gennemgår en del forandringer gennem de omkring 20 år som handlingen udspiller sig.

Jeg havde allerede inden filmens premiere kendskab til selve historien. Så man kan ikke sige at handlingen byder på mange overraskelser. Så når man kender til figurerne og plottet i forvejen, så føles dens 150 minutters spilletid meget lang. Man har endda valgt at fortælle den i sang. Jeg har ikke noget imod musicals, men må blankt tilstå at jeg i den grad fik overdosis af stilen her. Der bliver stort set sunget hele vejen. Det er virkelig få øjeblikke hvor skuespillerne benytter almindelig sprog, i stedet for de lyriske toner. Lad mig blot sige at jeg havde svært ved at bevare fokus og interesse for den ellers flotte filmatisering.

En sang havde nu alligevel positiv påvirkning på mig. Nemlig Anne Hathaways smukke og rørende sang I Dreamed A Dream. En scene hvor vores uheldige karakter Fantine efterhånden ikke kan komme dybere ned i sølet. Her beviser filmen både hvor stærkt en scene kan fremstå takket være sang, men også hvorfor Anne Hathaway stort set vandt alle de priser hun blev nomineret til. Den her scene stjæler klart alt opmærksomheden. Efter filmen var det den som stod klarest i erindringen. Sangen er filmet uden klip, og der synges direkte til kameraet. Fremragende lavet, og suverænt spillet af Hathaway.

Den anden medvirkende som absolut også fortjener ros er Hugh Jackman, i hovedrollen som Valjean. Han kommer virkelig hele følelsesregistreret igennem. Vi oplever ham både som rolig og vred, fortvivlet og optimistisk, heroisk og trist. Man fornemmer alt den smerte han gennemgår. Jackman formår helt overbevisende at gøre sin figur levende. Han vandt en Golden Globe for rollen og blev ligeledes oscar nomineret for den. Igen har jeg ingen argumentationer imod det. Det var fuldt fortjent.

Men hvor Jackman og Hathaway er eminente, så kan resten af holdet ikke følge trop. Russell Crowe er klart fejlcastet som Javert. Han ligner en sur hund, som på ingen måde udstråler nogen personlighed. Sjovt nok har han en ret lys stemme når han synger, hvilket heller ikke gør hans barske fremtoning særlig overbevisende. Som Cosettes plejeforældre er Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen nærmest hentet fra en Tim Burton film. De er i sig selv ikke dårlige, men jeg finder dem helt fejlplaceret i sådan en type film. Jeg synes også de får for meget plads i historien, selvom de ikke fremstår vigtige. Så skulle man nok have levnet lidt mere plads til kærlighedsdelen mellem Cosette og Marius. Fint fortolket af Amanda Seyfriend og Eddie Redmayne. Desværre virker deres kærlighed forhastet og overfladisk skildret. Føles på ingen måde ægte.

Vurdering: Les Misérables skal nok finde sit publikum, uanset hvad man synes om den. Kostumerne, scenografien, make-uppen og fotograferingen er i topklasse. Historien er også en klassiker, som mange med glæde vender tilbage til, når en nyfortolkning udgives. Historien fortælles denne gang i sang. Enkelte sange er uden tvivl flotte og rørende at lytte til. Især dem der fortolkes af Hugh Jackman og Anne Hathaway. Begge synger fremragende, og deres skuespil er helt eminent. Men desværre er resten af skuespillerholdet ikke på samme niveau. Værst er Russell Crowe, som klart er fejlcastet. Filmens længde på 2½ time er voldsom. Den vil så gerne have det hele med. Men mange steder virker det enten forhastet eller overflødigt. Nok er fortællingen smukt skildret, men tragedien kommer aldrig ind under huden på en.

 

J

J

J

Les Miserables IMDb

 

 

 

The Sessions

The Sessions (2012)

Instruktør: Ben Lewin.

Genre: Drama/komedie.

Dansk biografpremiere:

3. Marts 2013.

Spilletid: 95 minutter.

Budget: 1 million dollars.

Indtjening: 9,1 millioner dollars.

Medvirkende: John Hawkes, Helen Hunt, William H. Macy, Moon Bloodgood, Adam Arkin, Annika Marks.

Mark har siden han var 6 år, været ramt af polio. I alle disse år har han ikke kunnet bevæge sig, og om natten sover han i en kæmpemæssig jernseng, der samtidig giver ilt til hans lunger. Nu er Mark blevet 38, og kan stadigvæk kalde sig jomfru. Men damerne står ikke i kø for at date Mark, og han kan ikke prale med erfaring. Med hjælp og accept fra den lokale præst, hyrer han sexterapeuten Cheryl. Både Mark og Cheryl er skeptiske til at begynde med, men snart finder de alligevel forståelse og nærvær for hinanden.

Filmens instruktør er polskfødte Ben Lewin. Han har været beskæftiget i filmbranchen siden 1975. Jeg må tilstå, at jeg ikke kender meget til hans tidligere projekter. Så det er første gang, jeg ser en af hans film. Historien om Mark O’Brien er baseret på en virkelig person, og historien er grundlæggende skabt på baggrund af en artikel han selv skrev tilbage i 90’erne. Indtjeningsmæssigt har filmen ikke hentet det store. Sølle 6 millioner dollars er det blevet til. Men det gør nok ikke så meget, når budgettet kun er på 1 million dollars. Det må siges at være ingenting i dag. Så selvom filmen skal betragtes som en low-budget produktion, er resultatet alligevel blevet flot og vellykket.

Filmen balancerer fint mellem komik og drama. Historien fortælles seriøst, men aldrig så det føles klicheagtigt eller sentimentalt. Det er som at være inviteret ind i en mands søgen efter kærlighed. Af og til kan han være lidt grovmundet, men vi forstår også godt, at han begiver sig ud på et område hvor han aldrig har været før. Det giver anledning til mange fine og underholdende scener. Især kan jeg godt li’ hans mange besøg hos den venlige præst Brendan. Men også selve sexscenerne mellem Mark og Cheryl er velfungerende. De er mere humoristiske i begyndelsen, men bliver efterhånden mere rørende jo tættere på slutningen vi når.

I den altdominerende hovedrolle som Mark O’Brien, er karakterskuespilleren John Hawkes helt eminent. Man tror vitterligt på, at han altid har levet med polio hele livet. Hawkes har derfor kun stemmen til at udtrykke sine holdninger, og ansigtet til at vise sine følelser. Men vi er aldrig i tvivl om hvordan han har det i den givne situation. Over for ham står Helen Hunt som sexterapeuten Cheryl. Det er nok hendes bedste præstation siden hendes oscar vindende rolle i Det Bli’r Ikke Bedre. Hun får også følelserne i klemme, hvilket giver nogle gnidninger med manden på hjemmefronten. Helen Hunt fik filmens eneste oscar nominering. Den var også fuldt fortjent. Men John Hawkes kunne også sagtens være blevet nomineret, hvis ikke feltet hos de mandlige hovedroller havde været så stærkt i 2012.

Birollerne er også velcastet. William H. Macy bidrager med en meget sympatisk præstation, som den tålmodige og hjælpsomme præst, Brendan. Scenerne mellem Hawkes og Macy er utrolig gode. God er også Moon Bloodgood som Marks assistent Vera. Hun byder også ind med nogle ret morsomme scener undervejs. Annika Marks ses som den unge studerende Amanda, der ligesom Vera, også var assistent for Mark. Hun sprang fra jobbet da følelserne mellem hende og Mark begyndte at udvikle sig. Hun vovede ikke at binde sig til ham pga. af hans handikap.

Vurdering: The Sessions er den lille film, som formår at udtrykke sig stort. Den er lavet for beskedent midler, men føles på ingen måde skrabet. Historien er god og velfortalt. Dialogerne er utrolig velskrevne. Der er gjort plads til mange underholdende sekvenser hvor det er tilladt at grine. Også selvom handlingen er i den alvorlige ende. Men Ben Lewin vælger meget fornuftigt ikke at gøre det hele alt for tungt eller seriøst. Han har skabt en troværdig og varm kærlighedshistorie, som vil tiltale det brede publikum. John Hawkes og Helen Hunt er også med til at hæve projektet, takket være deres formidable præstationer.

En sød lille perle, som fortjener mine varmeste anbefalinger.

 

J

J

J

J

 

The Sessions IMDb

 

Skyfall

Skyfall (2012)

Instruktør: Sam Mendes.

Genre: Action/Krimi.

Dansk biografpremiere:
26. Oktober 2012.

Spilletid: 143 minutter.

Budget: 200 millioner dollars.

Indtjening: 1,108 milliarder dollars.

Medvirkende: Daniel Craig, Javier Bardem, Judi Dench, Naomie Harris, Bérénice Marlohe, Ralph Fiennes, Albert Finney, Ola Rapace, Ben Whishaw.

Under sin seneste mission bliver James Bond skudt, og efterfølgende erklæret død. Bond var på jagt efter en fil som indeholdte alle informationer om den britiske efterretningstjeneste. Hos de forkerte hænder, ville disse oplysninger kunne få ubehagelige konsekvenser for alle agenter på hemmelig mission. Det går hurtigt op for James Bonds chef, M, at fjenden stammer fra hendes fortid. Til alt held vender Bond tilbage fra de døde, og bliver straks sat på sagen.

Så udkom Bond filmen nr. 23. Denne gang er det britiske Sam Mendes der agerer styrmand for den seneste historie i James Bond universet. Mendes virker umiddelbart ikke som et oplagt valg til at instruere action. Han har selvfølgelig nogle imponerende film på sit CV: Vejen Til Perdition, Jarhead, Revolutionary Road og den oscar vindende American Beauty. Alligevel var jeg lidt skeptisk, da producerne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson annoncerede hans navn. Mendes skaber kunst og karakterskildringer. Vil hans stil og tankegang overhovedet passe ind i den populære franchise? Efter filmen kunne jeg uden tøven svare ja.

Hvad jeg beundre mest ved filmen er hvor flot det hele er lavet. Der er virkelig leget med lysopsætningen, som giver filmen den helt rette stemning. Især Bonds tur til Shanghai, hvor storbyen som bekendt er fyldt med farverige reklamer. Sammen med den storslåede fotografering, er filmen vildt lækker at se på. Uden tvivl en dygtig fotograf, som ofte gør brug af opfindsomme vinkler. Jeg Må heller ikke glemme at nævne den overbevisende redigering. Den er hurtig og dynamisk, men aldrig så det føles uoverskueligt. Den britiske sangerinde Adele står for filmens sang Skyfall, som tradition tro indleder agent eventyret. Klart en af de bedste James Bond numre i lang tid.

Historien er godt skruet sammen. Sam Mendes formår på flotteste vis at kombinere action med realisme. Det er nok første gang vores agent for alvor skildres troværdigt i det moderne samfund. De sidste 20 år har det været svært for vores spion at begå sig i en tid, hvor den røde hær ikke længere var fjenden. Samtidig er mange nye og mere effektive spioner dukker op gennem årene. Faktisk har en figur som Jason Bourne overhalet Bond som den førende agent. Men med Skyfall, har vores helt endelig fundet sig til rette. Folkene bag har udvist stor respekt for figuren og universet. Det kan tydeligt ses og fornemmes i det færdige resultat.

Jeg har hele tiden ment at Daniel Craig var fejlcastet som Bond. Han ligner simpelthen ikke figuren. Hans præstationer i Casino Royale og Quantum Of Solace er bestemt ikke overbevisende. Men i tredje omgang er det endelig lykkedes ham at finde sig til rette. Det tager åbenbart tid, før en skuespiller bliver mere dus med rollen. Spørg bare Pierce Brosnan. Han startede også usikkert, men blev bedre for hver Bond film han lavede. Men det gavner også en skuespiller, at manuskriptet er godt bearbejdet. Skyfall er uden tvivl en krimi i højt tempo, men der levnes også god plads til karakterskildringer og følelser. Men stor ros til Daniel Craig som for alvor begynder at ligne James Bond.

Ellers har jeg også kun ros til alle de øvrige medvirkende. Som skurken Silva er Javier Bardem helt suveræn. Manden er en fortræffelig skuespiller, og han giver overbevisende modspil til Craig. De har en interessant scene sammen, hvor Silva nærmest lægger an på Bond. Uden at det virker kikset eller fjollet. En scene som især viser Bardems talent. Judi Dench er for syvende gang Bonds chef M. Men det er første gang hun er så aktiv en medspiller i selve handlingen. Denne gang er hun den direkte årsag til de mange problemer som efterretningstjenesten er havnet i. Judi Dench er solid som altid, og det er rart at se hende medvirke i selve historien, frem for kun uddelegere ordre fra sidelinjen.

Som den kvindelige agent Eve er Naomie Harris velfungerende og overbevisende. Hun står også for et af filmens små twists henad imod slutningen. Den britiske efterretningsservice får ny leder i skikkelse af Ralph Fiennes. Endnu en dygtig og seværdig skuespiller. Albert Finney dukker op i en ret morsom birolle henad imod afslutningen, og så er det sjovt at se en ung Q dukke op, fint fortolket af Ben Whishaw. Eneste figur der svigtes i historien er Bondpigen Severine. En lovende figur som spilles af den utrolig smukke model Bérénice Marlohe. Desværre er hun næsten ude af historien, før den er gået i gang.

Vurdering: Skyfall er muligvis en af de bedste James Bond film nogensinde. Efter 2 timer og 20 minutter, var jeg fuldt ud tilfreds af alt den spænding og action man kunne ønske sig. Filmen er suveræn iscenesat, og utrolig flot at se på. Fotograferingen og lysopsætningen er i topklasse. Daniel Craig begynder endelig at ligne James Bond, og hans modstander spilles helt eminent af Javier Bardem. Stor ros til dygtige Sam Mendes, som har udført opgaven helt sublimt. Han har givet sit publikum en fremragende filmoplevelse, og bragt Bond tilbage i positionen som verdens bedste agent.

J

J

J

J

J

Skyfall IMDb


 

 

 

Pitch Perfect

Pitch Perfect (2012)

Instruktør: Jason Moore.

Genre: Komedie.

Dansk biografpremiere: 
21. Februar 2013.

Spilletid: 112 minutter.

Budget: 17 millioner dollars.

Indtjening: 113 millioner dollars.

Medvirkende: Anna Kendrick, Skylar Astin, Brittany Snow, Rebel Wilson, Elizabeth Banks, Anna Camp, Ben Platt, Alexis Knapp, John Michael Higgins. 

Beca er "lidt modvilligt" ny elev på Barden University. Hun drømmer om at blive en dj, men hendes far ønsker hun får en uddannelse. Som aftale, skal hun som minimum være på skolen i 1 år, og så skal hun tilmelde sig et fag der ligger hende fjernt fra egne interesser. Hun ender hos de snobbede korpiger The Bellas, som under en foregående landsdækkende sangdyst, floppede fælt. Becas musikalske færdigheder giver hurtigt den fornyelse som gruppen har efterspurgt.

Dette er den første spillefilm fra instruktøren Jason Moore. De sidste 10 år har han haft ansvar for mange tv-serier: Dawson’s Creek, Brothers & Sisters, One Tree Hill og Everwood. Filmen om de syngende piger har haft et beskedent budget på 17 millioner dollars, men har formået at tjene cirka 65 millioner dollars hjem, i USA alene. I resten af verden har den tjent stort set ingenting. Moore har flere projekter på vej, men der er kun tale om tv-film.

Da jeg først hørte om Pitch Perfect var jeg ret skeptisk omkring filmen. En film om piger, der deltager i en sangkonkurrence. Normalt ikke det der tiltrækker min opmærksomhed. Men da jeg så den var sat til at få danske biografpremiere blev jeg nysgerrig. Jeg var af den overbevisning, at filmen nok ville ryge direkte ud på dvd. Jeg var derfor nød til at få bekræftet, om den virkelig var berettiget til at blive vist på det store lærred. Jeg måtte efterfølgende erkende, at det var den. Filmens handling byder ikke på meget nyt, men alligevel er det blevet til en varm, behagelig og charmerende film. Endda ganske sjov.

Filmens første vigtige element er helt klart musikken. Der bliver sunget en del, både af de store hits fra 80'erne og 90'erne, men også mange af de helt nye. Heldigvis er jeg ret glad for de sange som historien benytter. Faktisk kunne jeg ikke lade være med at synge med indimellem. Det er ikke sikkert min positive begejstring for filmen ville være den samme, hvis musikken ikke faldt i min smag. Jeg frygtede også lidt om filmen mon var en slags musical. Men det var den heldigvis ikke. Så inden man evt. vælger at se filmen, er det vigtigt man er åben overfor nyere musik generelt.

Som jeg kom ind på lidt tidligere, så er filmens handling og tema rimelig velkendt. Der er ikke mange overraskelser at hente her. Alligevel er det opsigtsvækkende hvor velfortalt og troværdigt historien fortælles. Igen er det også manuskriptets håndtering af figurerne, som hæver den ellers ordinær fortælling. Hele pigegruppen er meget tiltalende på hver deres måde. Der levnes ikke lige meget plads til alle, men karaktererne får nu alligevel Deres egne individuelle højdepunkter. Desværre ryger troværdigheden lidt af sporet undervejs, hvor nogle overdrevne og unødvendige scener dukker op. Tre eller fire gange under forløbet, fanger jeg mig selv i at ryste på hovedet over de fejlvurderet valg, som instruktøren har taget.

Heldigvis har vi talentfulde skuespillere på rollelisten. Stort set alle skal roses for deres vidunderlige bidrag. Det er virkelig et farverigt figur galleri, filmen disker op med. Jeg har lyst til at remse alle de medvirkende op og sige hvor gode de er, men kan samtidig godt se at det vil være lidt voldsomt at gøre det. Men vi kommer ikke udenom Anna Kendrick i sin første hovedrolle. Hun giver en stærk og positiv præstation i kraft af sin charme, som den lettere rebelske Beca. Hun overstråler alle de øvrige, og besidder ovenikøbet musikalsk talent. Men det er selvfølgelig noget alle skuespillerne kan. Alle synger på overbevisende manér, og gør det så godt, at man ville ønske gruppen fandtes i virkeligheden. 

Vurdering: Pitch Perfect er den positive lille filmoverraskelse, som er fyldt med charme, humor og masser af god musik. Ved første øjekast virker den ikke som den mest oplagte film at vælge. Men personligt er jeg glad for jeg gjorde det. Det er en dejlig og hyggelig feel good movie. Den har sine skavanker undervejs, men er overordnet set ret vellykket. Alle de medvirkende er skønne i deres farverige roller. Især vil jeg uddele stor ros til dygtige Anna Kendrick, som her beviser at hun sagtens kan bære en hovedrolle. Hun har en stor fremtid i vente. Men også en sikker og solid debut af instruktøren Jason Moore. Kan han holde niveauet, vil jeg med glæde stå parat til at se hans næste film.

J

J

J

J

Pitch Perfect IMDb