Hele mit liv har jeg haft en stor passion: Film. Til at starte med benyttede jeg denne blog primært til anmeldelser. Nu vil bloggen fokusere på min personlige og daglige beskæftigelse med film. Hvilken film jeg har set, hvilken trailer som er udkommet, hvilken nyhed jeg lige har læst. Her vil jeg forsøge at dele alle mine meninger og oplevelser med jer. Følg med hvis I har lyst og del gerne ud med jeres meninger. Starter 1. januar.
fredag den 22. marts 2013
The Sessions
The Sessions (2012)
Instruktør: Ben Lewin.
Genre: Drama/komedie.
Dansk biografpremiere:
3. Marts 2013.
Spilletid: 95 minutter.
Budget:1 million dollars. Indtjening: 9,1 millioner dollars. Medvirkende:John Hawkes, Helen Hunt, William H. Macy, Moon
Bloodgood, Adam Arkin, Annika Marks.
Mark har siden han var 6 år,
været ramt af polio. I alle disse år har han ikke kunnet bevæge sig, og om
natten sover han i en kæmpemæssig jernseng, der samtidig giver ilt til hans
lunger. Nu er Mark blevet 38, og kan stadigvæk kalde sig jomfru. Men damerne
står ikke i kø for at date Mark, og han kan ikke prale med erfaring. Med hjælp
og accept fra den lokale præst, hyrer han sexterapeuten Cheryl. Både Mark og
Cheryl er skeptiske til at begynde med, men snart finder de alligevel forståelse
og nærvær for hinanden.
Filmens instruktør er
polskfødte Ben Lewin. Han har været beskæftiget i filmbranchen siden 1975. Jeg
må tilstå, at jeg ikke kender meget til hans tidligere projekter. Så det er
første gang, jeg ser en af hans film. Historien om Mark O’Brien er baseret på
en virkelig person, og historien er grundlæggende skabt på baggrund af en
artikel han selv skrev tilbage i 90’erne. Indtjeningsmæssigt har filmen ikke
hentet det store. Sølle 6 millioner dollars er det blevet til. Men det gør nok
ikke så meget, når budgettet kun er på 1 million dollars. Det må siges at være
ingenting i dag. Så selvom filmen skal betragtes som en low-budget produktion, er
resultatet alligevel blevet flot og vellykket.
Filmen balancerer fint mellem
komik og drama. Historien fortælles seriøst, men aldrig så det føles
klicheagtigt eller sentimentalt. Det er som at være inviteret ind i en mands
søgen efter kærlighed. Af og til kan han være lidt grovmundet, men vi forstår
også godt, at han begiver sig ud på et område hvor han aldrig har været før. Det
giver anledning til mange fine og underholdende scener. Især kan jeg godt li’
hans mange besøg hos den venlige præst Brendan. Men også selve sexscenerne
mellem Mark og Cheryl er velfungerende. De er mere humoristiske i begyndelsen,
men bliver efterhånden mere rørende jo tættere på slutningen vi når.
I den altdominerende
hovedrolle som Mark O’Brien, er karakterskuespilleren John Hawkes helt eminent.
Man tror vitterligt på, at han altid har levet med polio hele livet. Hawkes har
derfor kun stemmen til at udtrykke sine holdninger, og ansigtet til at vise
sine følelser. Men vi er aldrig i tvivl om hvordan han har det i den givne
situation. Over for ham står Helen Hunt som sexterapeuten Cheryl. Det er nok
hendes bedste præstation siden hendes oscar vindende rolle i Det Bli’r Ikke
Bedre. Hun får også følelserne i klemme, hvilket giver nogle gnidninger med manden
på hjemmefronten. Helen Hunt fik filmens eneste oscar nominering. Den var også fuldt
fortjent. Men John Hawkes kunne også sagtens være blevet nomineret, hvis ikke
feltet hos de mandlige hovedroller havde været så stærkt i 2012.
Birollerne er også velcastet.
William H. Macy bidrager med en meget sympatisk præstation, som den tålmodige
og hjælpsomme præst, Brendan. Scenerne mellem Hawkes og Macy er utrolig gode. God
er også Moon Bloodgood som Marks assistent Vera. Hun byder også ind med nogle
ret morsomme scener undervejs. Annika Marks ses som den unge studerende Amanda,
der ligesom Vera, også var assistent for Mark. Hun sprang fra jobbet da følelserne
mellem hende og Mark begyndte at udvikle sig. Hun vovede ikke at binde sig til
ham pga. af hans handikap.
Vurdering:
The Sessions er den lille film, som formår at udtrykke sig stort. Den er lavet
for beskedent midler, men føles på ingen måde skrabet. Historien er god og velfortalt.
Dialogerne er utrolig velskrevne. Der er gjort plads til mange underholdende
sekvenser hvor det er tilladt at grine. Også selvom handlingen er i den alvorlige
ende. Men Ben Lewin vælger meget fornuftigt ikke at gøre det hele alt for tungt
eller seriøst. Han har skabt en troværdig og varm kærlighedshistorie, som vil tiltale
det brede publikum. John Hawkes og Helen Hunt er også med til at hæve projektet,
takket være deres formidable præstationer.
En sød lille perle, som
fortjener mine varmeste anbefalinger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar