Hele mit liv har jeg haft en stor passion: Film. Til at starte med benyttede jeg denne blog primært til anmeldelser. Nu vil bloggen fokusere på min personlige og daglige beskæftigelse med film. Hvilken film jeg har set, hvilken trailer som er udkommet, hvilken nyhed jeg lige har læst. Her vil jeg forsøge at dele alle mine meninger og oplevelser med jer. Følg med hvis I har lyst og del gerne ud med jeres meninger. Starter 1. januar.
mandag den 12. august 2013
Red Lights
Red Lights (2012)
Instruktør: Rodrigo
Cortés.
Genre: Thriller/krimi.
Dansk DVD
Premiere:
15. januar 2013.
Spilletid: 113
minutter.
Budget: 14
millioner euro.
Indtjening: 13,5
millioner dollars.
Medvirkende:Cillian Murphy, Sigourney Weaver, Robert De
Niro, Elizabeth Olsen, Toby Jones, Joely Richardson, Craig Roberts, Burn
Gorman.
Tom Buckley og Margaret
Matheson er to forskere, der arbejder i det uforklarlige. Igennem længere tid
har de afsløret den ene svindler efter den anden, som påstod, at de havde
spirituelle eller synske evner. Tom eller Margaret har nu aldrig mødt nogen, som
de ikke har kunnet afsløre. Men da den legendariske clairvoyant Simon Silver
vender tilbage på scenen efter 30 års fravær, bliver især Tom grebet af tanken
om, at afsløre Silver som en fupmager. Margaret advarer på det kraftigste om
Silver, som hun i sine unge dage selv forsøgte at afsløre, men uden held. Tom
ignorer Margaret’s advarsler, og begiver sig ud på en mission, som hurtigt
viser sig at være farefuld.
Udover at filmen er en
krimihistorie, oplever vi ligeledes et psykologisk drama, hvor figuren Tom skal
igennem mange følelsesmæssige udfordringer. Hans ivrighed efter at pågribe
Silver, udvikler sig snart til en regulær besættelse. Årsagen til Silver’s
tilbagetrækning fra rampelyset dengang, skete fordi en efterforsker omkom, mens
han forsøgte at afdække sandheden om Silver’s særlige evner. Den selvsamme type
efterforskning som Tom har startet bringer ham hurtigt i ubalance, og snart
kommer både tvivlen og desperationen frem i ham. Samtidig udsætter han sine
nærmeste venner og kollegaer i fare. Hele det psykologiske perspektiv i filmen
fungerer rigtig godt i dens første halvdel, men bliver desværre mere tilsidesat
og udvandet henad imod slutningen.
I rollen som Tom, møder vi
den irske skuespiller Cillian Murphy. En dygtig og alsidig mand, som altid kan
tilføje noget interessant til sine karakterer. Murphy er yderst troværdig i
rollen som Tom Buckley, der i sin ustoppelige jagt efter Silver, forvandler sig
til en mand i dyb frustration. Hele vejen igennem undre man sig over hans besynderlige
opførsel, og først helt til sidst får vi sandheden at vide. Filmens afslutning er
ikke særlig tilfredsstillende, men den giver i det mindste nogle
svar.
Det overnaturlige og
uforklarlige er altid et spændende emne på film. Den spanske instruktør Rodrigo
Cortés har brugt halvandet år på manuskriptet, og det er efterfølgende lykkedes
ham at finde midlerne til projektet. Siden slutningen af 90’erne, har han kun
beskæftiget sig med kortfilm i sit hjemland. I 2010 fik han sit gennembrud med
sin første engelsksprogede spillefilm Buried, hvor Ryan Reynolds spillede
hovedrollen. Red Lights er til dags dato hans største filmprojekt, med et
væsentligt større budget, og med store navne på rollelisten.
Netop deltagelsen af dygtige
skuespillere i de centrale roller, hæver filmen til det seværdige. Især Robert
De Niro’s involvering som den blinde og gådefulde Simon Silver må siges at være
lidt af et scoop. De Niro er intet mindre end perfekt til rollen, og formår at
gøre sin figur både mystisk og troværdig. Filmens anden stjerne er Sigourney
Weaver som Margaret Matheson. Rodrigo Cortés havde allerede under manuskriptarbejdet
forestillet sig Weaver i rollen, og hendes præstation er da bestemt også
godkendt. Matheson er uden tvivl en fascinerende karakter, som vi desværre
aldrig kommer helt tæt på. Figuren ender ud i intetheden, hvilket er en skam.
På den tekniske side er der
ikke meget at klage over, selvom man heller ikke imponeres i stor stil. Der er
alt for få overnaturlige sekvenser, hvor man som filmskaber, ellers har rig
mulighed for at udfolde sig med overdrevne situationer. Historien er mest en
snakkefilm, og nogle af de mest dramatiske scener er beklageligvis kun
drømmesekvenser. Omvendt forsøger filmen at holde begge ben på jorden, og vil
gerne fremstå så realistisk som muligt. Cortés har ligeledes valgt at give
filmen et mørkere look, så billedsiden for det meste af tiden fremstår dunkel
og trist.
Vurdering:
Red Lights er i det store hele en hæderlig thriller. Idéen er interessant, og spændingen
holdes solidt kørende det meste af tiden. Historien kommer også sikkert i mål,
takket være overbevisende præstationer fra Cillian Murphy, Sigourney Weaver og
Robert De Niro. Desværre taber instruktøren tråden og logikken halvvejs inde i
filmen. Tempoet og mystikken reduceres pludseligt med en masse videnskabelige
undersøgelser, som klart havde fungeret bedre i en dokumentarfilm. Figurudviklingen
går ligeledes i stå, og man savner nogle flere scener om de overnaturlige
elementer. Man sidder til sidst og ærgrer sig over, at det ellers fascinerende emne,
ender som en småkedelig og uinspirerende filmoplevelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar