Hele mit liv har jeg haft en stor passion: Film. Til at starte med benyttede jeg denne blog primært til anmeldelser. Nu vil bloggen fokusere på min personlige og daglige beskæftigelse med film. Hvilken film jeg har set, hvilken trailer som er udkommet, hvilken nyhed jeg lige har læst. Her vil jeg forsøge at dele alle mine meninger og oplevelser med jer. Følg med hvis I har lyst og del gerne ud med jeres meninger. Starter 1. januar.
lørdag den 3. august 2013
The Host
The Host (2013)
Instruktør: Andrew Niccol.
Genre: Romantik/science fiction.
Dansk
biografpremiere:
28. marts 2013.
Dansk DVD
Premiere:
1. august 2013.
Spilletid: 125
minutter.
Budget: 40
millioner dollars.
Indtjening: 48,2
millioner dollars.
Medvirkende:Saoirse Ronan, Jake Abel, Max Irons, William Hurt,
Diane Kruger, Chandler Canterbury, Frances Fisher, Scott Lawrence, Emily
Browning, Lee Hardee.
Historien er baseret på en
bog af Twilight forfatteren Stephanie Meyer. Efter den enorme succes med Twilight
filmene, fandt man det nærliggende at filmatisere flere af Meyers bøger. Andrew
Niccol blev hyret som instruktør og fik samtidig ansvaret for manuskriptet, så
historien kunne tilpasses til en filmversion. Andrew Niccol vandt en BAFTA pris
for bedste manuskript på The Truman Show, og blandt andre film som han har
instrueret tæller: Gattaca, Lord of War og In Time.
Igen er vores planet blevet
angrebet af fremmede væsner fra det ydre rum. Denne gang er der tale om nogle
små skinnende sjæle, som mennesker kan holde i hænderne. De kravler ind under
huden og overtager styringen af kroppe. Øjnene afslører, hvorvidt det er et
menneske eller rumvæsen, der nu gemmer sig bag det ydre. Invasionen må siges at
være vellykket, da menneskeheden i filmens begyndelse er i undertal. Vi følger
pigen Melanie Stryder, der sammen med sin lillebror Jamie og kæresten Jared gennem
længere tid har holdt sig skjult fra de invaderende væsener. Uheldigvis bliver
gruppen opdaget og Melanie ofrer sig ved at kaste sig ud af et vindue.
Melanie kommer slemt til
skade, men overlever det drastiske fald. Under sin bevidstløse tilstand, bliver
Melanie indopereret med sjælen Vandreren. Vandrerens opgave er at lokalisere
andre mennesker via Melanie’s hukommelse, så man til sidst får en verden uden
mennesker. Til Vandrerens store overraskelse, viser det sig, at Melanie ikke er
forsvundet under kropsovertagelsen, og har tænkt sig at modarbejde. Opgaven
besværliggøres i stor grad af Melanie, som konstant tænker i andre retninger (til
stor frustration for Vandreren, som ikke tør sige sandheden til sin overordnet
- Søgeren).
Under hele forløbet, begynder
Vandreren at få empati med Melanie og hendes race. Så da Søgeren foreslår, at
Vandreren skal have en ny krop pga. manglende resultater, tager den usædvanlige
duo Vandreren/Melanie flugten. De tager til Melanie’s onkel, der har et
hemmeligt skjulested midt ude i ørkenen. Modtagelsen bliver ikke venlig, da de
skinnende øjne afsløre Vandrerens overtagelse af Melanie’s krop. Hun bliver
taget med hen til menneskenes skjulte opholdssted, hvor hun skal afhøres. Ingen
af menneskene vil tro på, at Melanie stadigvæk er tilstede, så duoen beslutter
sig for at holde det hemmeligt. Imens er Søgeren i fuld gang med en større
eftersøgning på Melanie/Vandreren.
Dobbeltrollen som
Melanie/Vandreren spilles af den unge og talentfulde Saoirse Ronan. Som 13-årig
fik hun sin første Oscar nominering for sin fine birollepræstation i filmen
Soning (Atonement) fra 2007. Siden har hun gjort sig bemærket i The Lovely
Bones, Hanna og The Way Back. Hver gang har hun modtaget stor ros for sine
præstationer. Desværre er den gode stime nu knækket, da hun kæmper med en
umulig rolle. Det er muligt, at paradokset mellem Melanie og Vandreren er
interessant læsestof, men på film virker det ikke. Hele tiden skal Ronan tale
med sig selv, hvorefter vi hører svarene fra hendes tanker. I de fleste
tilfælde virker det mere besynderligt end spændende.
Spændingsniveauet er også et
element filmen mangler. Med en spilletid på to timer, er det overraskende hvor
lidt liv og energi der er i fortællingen. Filmen byder ind med 2-3 tempofyldte
sekvenser, som hurtigt er overstået. Selve den tekniske del er der ikke meget
at klage over. Fotograferingen er nydelig, effekterne overbevisende udført og
filmens soundtrack indeholder velintegreret sange og underlægningsmusik. Men
fordi filmen bevæger sig i sneglefart, bemærker man de filmiske virkemidler i
større grad.
Filmens største problem er
den usandsynlige historie, som både er absurd og mangelfuld på informationer. Vores
ubudne gæster fra rummet er nemlig i virkeligheden en venlig race, som blot
ønsker at forbedre vores verden, inden vi destruere den. De kan ikke lyve og er
generelt ikke aggressive. Hvordan i alverden lykkedes det dem overhovedet at
overtage planeten? Også selve overtagelsen af menneskekroppene foregår
kirurgisk. Disse venlige sjæle er på størrelsen med vores hænder. Hvordan har
de overhovedet kunne komme i kroppene til at begynde med?
Selvfølgelig skal handlingen
også indeholde noget kærlighedsdrama. Man kan godt forstå Jared’s had til
Vandreren, fordi den har overtaget Melanie’s sind. Situationen bliver til
gengæld endnu mere kringlet, da en af de andre unge gutter Ian, forelsker sig i
Vandreren. Endda efter han lidt tidligere i forløbet forsøgte at kvæle hende.
Kærligheden er en underlig størrelse. Nu er det pludseligt ikke sjovt at være
to personligheder i en krop, når der er to mænd som elsker to forskellige
kvinder. Vandreren får desuden det mere menneskeklingende navn Wanda, hvilket
sikkert er med til at gøre hende mere indbydende hos Ian.
Som Jared og Ian møder vi de
unge skuespillere Max Irons og Jake Abel. De gør det umiddelbart okay, men de
synes sikkert også selv, at deres figurer er på grænsen til det latterlige.
Tyske Diane Kruger er hæderlig i skurkerollen som Søgeren, der er væsentlig
mere hård i tonen end hvad sjæle ellers normalt er. Historiens bedste
præstation kommer uden tvivl fra filmens mest garvede medvirkende - William
Hurt. Han har dygtigheden til at gøre hvilken som helst figur interessant.
Vurdering:
The Host er en nydelig og velproduceret fremtidsfilm, som desværre lider under
at være dybt utroværdig og kedelig. Handlingen bevæger sig uendeligt langsomt,
og byder nærmest på ingen mindeværdige højdepunkter - hverken som invasionsfilm
eller som kærlighedsdrama. Skuespillerne gør det bedste de kan, men deres
karakterer er intetsigende, og er derfor næsten umulige at gøre ægte eller bare
en smule vedkommende. Filmen fik heldigvis kun beskeden succes. Så slipper vi
forhåbentligt for en unødvendig fortsættelse.
Jeg har endnu ikke fået set denne film, men har læst bogen (den har ingen fortsættelse), og den var jeg vildt begejstret for, så jeg har egentlig længe glædet mig til at se filmen... men begynder at overveje, om jeg simpelthen helt skal springe den over, da denne anmeldelse bestemt ikke er den eneste ikke-så-positive af sin slags, jeg har læst.
Jeg har ikke selv læst bogen, som højst sandsynligt er bedre end det filmfolkene har fået ud af det. Men det er også ret sjældent, at filmudgaverne bliver lige så gode som bøgerne.
Jeg har endnu ikke fået set denne film, men har læst bogen (den har ingen fortsættelse), og den var jeg vildt begejstret for, så jeg har egentlig længe glædet mig til at se filmen... men begynder at overveje, om jeg simpelthen helt skal springe den over, da denne anmeldelse bestemt ikke er den eneste ikke-så-positive af sin slags, jeg har læst.
SvarSletJeg har ikke selv læst bogen, som højst sandsynligt er bedre end det filmfolkene har fået ud af det. Men det er også ret sjældent, at filmudgaverne bliver lige så gode som bøgerne.
SvarSlet