søndag den 17. marts 2013

Pitch Perfect

Pitch Perfect (2012)

Instruktør: Jason Moore.

Genre: Komedie.

Dansk biografpremiere: 
21. Februar 2013.

Spilletid: 112 minutter.

Budget: 17 millioner dollars.

Indtjening: 113 millioner dollars.

Medvirkende: Anna Kendrick, Skylar Astin, Brittany Snow, Rebel Wilson, Elizabeth Banks, Anna Camp, Ben Platt, Alexis Knapp, John Michael Higgins. 

Beca er "lidt modvilligt" ny elev på Barden University. Hun drømmer om at blive en dj, men hendes far ønsker hun får en uddannelse. Som aftale, skal hun som minimum være på skolen i 1 år, og så skal hun tilmelde sig et fag der ligger hende fjernt fra egne interesser. Hun ender hos de snobbede korpiger The Bellas, som under en foregående landsdækkende sangdyst, floppede fælt. Becas musikalske færdigheder giver hurtigt den fornyelse som gruppen har efterspurgt.

Dette er den første spillefilm fra instruktøren Jason Moore. De sidste 10 år har han haft ansvar for mange tv-serier: Dawson’s Creek, Brothers & Sisters, One Tree Hill og Everwood. Filmen om de syngende piger har haft et beskedent budget på 17 millioner dollars, men har formået at tjene cirka 65 millioner dollars hjem, i USA alene. I resten af verden har den tjent stort set ingenting. Moore har flere projekter på vej, men der er kun tale om tv-film.

Da jeg først hørte om Pitch Perfect var jeg ret skeptisk omkring filmen. En film om piger, der deltager i en sangkonkurrence. Normalt ikke det der tiltrækker min opmærksomhed. Men da jeg så den var sat til at få danske biografpremiere blev jeg nysgerrig. Jeg var af den overbevisning, at filmen nok ville ryge direkte ud på dvd. Jeg var derfor nød til at få bekræftet, om den virkelig var berettiget til at blive vist på det store lærred. Jeg måtte efterfølgende erkende, at det var den. Filmens handling byder ikke på meget nyt, men alligevel er det blevet til en varm, behagelig og charmerende film. Endda ganske sjov.

Filmens første vigtige element er helt klart musikken. Der bliver sunget en del, både af de store hits fra 80'erne og 90'erne, men også mange af de helt nye. Heldigvis er jeg ret glad for de sange som historien benytter. Faktisk kunne jeg ikke lade være med at synge med indimellem. Det er ikke sikkert min positive begejstring for filmen ville være den samme, hvis musikken ikke faldt i min smag. Jeg frygtede også lidt om filmen mon var en slags musical. Men det var den heldigvis ikke. Så inden man evt. vælger at se filmen, er det vigtigt man er åben overfor nyere musik generelt.

Som jeg kom ind på lidt tidligere, så er filmens handling og tema rimelig velkendt. Der er ikke mange overraskelser at hente her. Alligevel er det opsigtsvækkende hvor velfortalt og troværdigt historien fortælles. Igen er det også manuskriptets håndtering af figurerne, som hæver den ellers ordinær fortælling. Hele pigegruppen er meget tiltalende på hver deres måde. Der levnes ikke lige meget plads til alle, men karaktererne får nu alligevel Deres egne individuelle højdepunkter. Desværre ryger troværdigheden lidt af sporet undervejs, hvor nogle overdrevne og unødvendige scener dukker op. Tre eller fire gange under forløbet, fanger jeg mig selv i at ryste på hovedet over de fejlvurderet valg, som instruktøren har taget.

Heldigvis har vi talentfulde skuespillere på rollelisten. Stort set alle skal roses for deres vidunderlige bidrag. Det er virkelig et farverigt figur galleri, filmen disker op med. Jeg har lyst til at remse alle de medvirkende op og sige hvor gode de er, men kan samtidig godt se at det vil være lidt voldsomt at gøre det. Men vi kommer ikke udenom Anna Kendrick i sin første hovedrolle. Hun giver en stærk og positiv præstation i kraft af sin charme, som den lettere rebelske Beca. Hun overstråler alle de øvrige, og besidder ovenikøbet musikalsk talent. Men det er selvfølgelig noget alle skuespillerne kan. Alle synger på overbevisende manér, og gør det så godt, at man ville ønske gruppen fandtes i virkeligheden. 

Vurdering: Pitch Perfect er den positive lille filmoverraskelse, som er fyldt med charme, humor og masser af god musik. Ved første øjekast virker den ikke som den mest oplagte film at vælge. Men personligt er jeg glad for jeg gjorde det. Det er en dejlig og hyggelig feel good movie. Den har sine skavanker undervejs, men er overordnet set ret vellykket. Alle de medvirkende er skønne i deres farverige roller. Især vil jeg uddele stor ros til dygtige Anna Kendrick, som her beviser at hun sagtens kan bære en hovedrolle. Hun har en stor fremtid i vente. Men også en sikker og solid debut af instruktøren Jason Moore. Kan han holde niveauet, vil jeg med glæde stå parat til at se hans næste film.

J
J
J
J
 
 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar