mandag den 29. april 2013

Traffic

Traffic (2000)

Instruktør: Steven Soderbergh.

Genre: Drama/krimi.

Spilletid: 147 minutter.

Budget: 48 millioner dollars.

Indtjening: 207,5 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Michael Douglas, Don Cheadle, Benicio Del Toro, Dennis Quaid, Catherine Zeta-Jones, Luis Guzman, Miguel Ferrer, Topher Grace, Erika Christensen, Salma Hayek, Albert Finney.

Vi følger flere forskellige karakterer, hvor det hele omhandler narkosmuglingens barske og blodige miljø. Robert Wakefield er ny mand på posten, som den der har hovedansvaret for at koordinere kampen mod narkotikaen, men kæmper samtidig med at hans egen datter er misbruger. To agenter, anført af Montel Gordon, fanger en højtsiddende narkoleder, men hans forretningen kører videre takket være konen. I Mexico har vi den småkorrupte, men dedikeret politimand Javier, som pludselig opdager at hans nye arbejdsgiver ikke nødvendigvis er så hellig når det kommer til stykket.

Vinder af 4 oscars. Den vandt i følgende kategorier: Bedste instruktør, bedste manuskript, bedste mandlige birolle og bedste redigering. Ret flot når man tænker på filmen i alt fik 5 nomineringer. Den tabte til Gladiator i bedste film puljen. Det var i det hele taget et godt år for Steven Soderbergh, som også havde filmen Erin Brockovich med i bedste film gruppen. Men det blev Traffic som høstede fleste priser med hjem. Julia Roberts var den eneste som kunne hive en pris hjem til Brockovich, som årets bedste kvindelige hovedperson.

Vurdering: Traffic er en formidabel dramafilm. På elegant måde lykkedes det Steven Soderbergh at krydse imellem flere handlingstråde, som alle omhandler det samme tema: Narkotika. Heldigvis mister man sjældent overblikket, da figurerne er meget genkendelige. Hele miljøet fremstår realistisk, nærmest dokumentarisk, men er samtidig også meget filmisk at kigge på. Der bliver virkelig leget med farverne. På kontorerne, hvor der diskuteres om mulighederne, får det hele et præg af kedelig blå/grå tone. Til gengæld er Mexico virkelig varm, når den gul/orange farve skinner en i ansigtet. Fin effekt, så man via farverne hurtigt kan genkende, hvilken karakter man nu er hos.

Soderbergh har sammensat et fremragende hold af skuespillere i sin fortælling. Michael Douglas er velfungerende som den hårde dommer, der virkelig ønsker at komme narkoproblemerne til livs. Men det er svært når man samtidig har problemer på hjemmefronten. Helt suveræn er Benicio Del Toro som mexicaneren Javier, der til dagligt kæmper med enhver form for narkokriminalitet. Catherine Zeta-Jones er ganske rørende som den gravide hustru, som pludselig opdager sin mands hemmelige bagside. Don Cheadle og Luis Guzman er gode i rollerne som DEA-agenterne der arresterer ægtemanden. Vidnet der fældede ægtemanden spilles troværdigt og overbevisende af Miguel Ferrer.

Dette er stadigvæk Steven Soderberghs bedste film. En film jeg vil anbefale til enhver på min vej.

J
J
J
J
J
 

Traffic IMDb

torsdag den 25. april 2013

Dirty Dancing

Dirty Dancing (1987)

Instruktør: Emile Ardolino.

Genre: Romantisk drama.

Spilletid: 100 minutter.

Budget: 6 millioner dollars.

Indtjening: 213,9 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Patrick Swayze, Jennifer Grey, Jerry Orbach, Cynthia Rhodes, Jack Weston.

Året er 1963. Frances “Baby” Houseman er den pæne pige, som sammen med sin familie holder sommerferie på en af de amerikanske kysters øer. Her møder hun den charmerende og talentfulde danseinstruktør Johnny Castle, som har sin helt egen frigjorte dansestil. Uhørt på det tidspunkt. Baby bliver hurtigt fascineret af Johnny og begynder i al hemmelighed at få private timer. Nu skal hun bare undgå at forældrene opdager det.

Vurdering: Dirty Dancing er en klassiker fra 80’erne. Historien er forholdsvis simpel, men oser af fortællerglæde og har både erotik og romantik i luften. Filmens styrke er klart musikken og selve dansetrinene. Soundtracket må nok være et af de bedste nogensinde. Sangen (I’ve Had) The Time of My Life, var et af de største hits som udkom i 80’erne. En sang som filmen både vandt Oscar og Golden Globe for. Filmen blev også et gennembrud for Patrick Swayze, der på overbevisende maner kunne svinge med kroppen. Selve skuespillet er på det acceptable, hvilket også gælder hos alle de øvrige medvirkende.

Man kan ikke lade være med at synge med på de mange velkendte sange, eller sidde 100 % stille på sofaen, når musikken og dansen for alvor ruller på skærmen. En god film, som sagtens kan tåle et gensyn.

J
J
J
J
 
 

Dirty Dancing IMDb



Lyt til den fantastiske sang, som helt sikkert også var med til at gøre filmen populær.

 

onsdag den 24. april 2013

Silver Linings Playbook

Silver Linings Playbook (2012)

Instruktør: David O. Russell.

Genre: Drama/komedie.

Dansk Biograf Premiere:
25. april 2013.

Spilletid: 122 minutter.

Budget: 21 millioner dollars.

Indtjening: 236,4 millioner dollars.

Medvirkende: Bradley Cooper, Jennifer Lawrence, Robert De Niro, Jacki Weaver, Chris Tucker, Julia Stiles.

Efter 8 måneders ophold på “galeanstalten” for angreb på sin kones elsker, er Pat endelig blevet løsladt. Nu flytter han hjem til forældrene, som har fået ansvar for ham. Fra nu af vil Pat forsøge at blive et bedre menneske, så han kan blive genforenet med ekskonen Nikki. Men pludselig møder han den mentalt ustabile Tiffany, som også kender Pats ekskone. Da Pat ikke har mulighed for at besøge Nikki på egen hånd, beder han Tiffany om at aflevere et brev fra ham. Hun indvilger på betingelse af, at han bliver hendes partner til en dansekonkurrence.

Filmen er blevet uhørt populær i USA, hvor den hurtigt fik publikum til at strømme i biograferne. Også anmelderne var begejstrede, og det varede da heller ikke længe før den fik en masse nomineringer i de mange forskellige filmoverrækkelser. Den fik hele 8 oscar nomineringer, og 4 Golden Globes nomineringer. Begge steder vandt den kun 1 enkelt pris. Der var det Jennifer Lawrence, der løb med sejren som årets bedste kvindelige skuespillerinde. Filmen har på nuværende tidspunkt indtjent 215 millioner dollars på verdensplan.

Historien må siges at være interessant. Det velskrevne manuskript giver virkelig plads til figurerne. Man kan næsten ikke andet end komme til at holde af vildbasserne Pat og Tiffany. De to personligheder kan fremstå aggressive og forstyrrede, men de må også siges at have oplevet nogle dramatiske situationer i deres fortid. Mens Pat har mistet sin kone pga utroskab, er Tiffany i en ung alder allerede blevet enke. Men manuskriptet levner også god plads til Pats hjælpsomme forældre. Især den fodboldelskende farmand, der konstant ønsker samvær med sønnike, fordi han tror sønnen vil bringe ham held, hver gang han spiller på kampene.

Historien kan af og til være svær at forholde sig til genremæssigt. Nogle steder er dialogerne så komiske, at det virkelig bringer smilet frem. Men selve fortællingen er meget alvorlig, fordi filmen også fokuserer på de dramatiske sider af livet. Filmen forsøger at rumme så meget som muligt, at det måske i sidste ende bliver dens problem. Historien ender simplethen med at føles for lang.

Da manuskriptet hovedsageligt har fokus på sine figurer, giver det rig mulighed for skuespillerne at stråle. Filmens helt store oplevelse er uden sammenligning Jennifer Lawrence som Tiffany. Hun brænder fuldstændig igennem samtlige scener, og uanset hvor gode de andre er, så stjæler hun al opmærksomhed. Alle de priser hun vandt for rollen var fuldt fortjent.

Bradley Cooper må også siges at yde en god og troværdig præstation. Han formår virkelig at frembringe noget galskab ud af sin Pat. Som hans far, yder Robert De Niro en af sine bedste og mest rørende præstationer i mange år. En lidt naiv og hård farmand, som konstant ønsker mere samvær med sønnen. Men til hans store skuffelse render han tit panden mod muren. Som Pats mor er Jacky Weaver ligeledes velfungerende, og så møder vi en veloplagt Chris Tucker i en sjov birolle, som en af Pats venner fra tosseanstalten.

Vurdering: Silver Linings Playbook er en god og seværdig film, hvis man kigger på den i sin helhed. Historien er god, og David O. Russell fortæller den med sikker og seriøs tone. Det kan indimellem være en hæmsko for filmen, da man også forsøger at placere en del humoristiske scener iblandt de alvorlige. En spilletid på 2 timer må også siges at være en tand for meget. Men heldigvis præsenterer filmen os for fremragende skuespil i alle rollerne. Især Jennifer Lawrence er helt eminent, og hun er da også klart det mest beundringsværdige ved filmen.

J
J
J
J
 
 

Silver Linings Playbook IMDb

lørdag den 20. april 2013

Operation Argo

Operation Argo (2012)

Instruktør: Ben Affleck.

Genre: Thriller.

Dansk Biograf Premiere:
8. november 2012.

Dansk DVD Premiere:
26. marts 2013.

Spilletid: 120 minutter.

Budget: 44,5 millioner dollars.

Indtjening: 232,3 millioner dollars.

Medvirkende: Ben Affleck, Bryan Cranston, Alan Arkin, John Goodman, Victor Garber, Tate Donovan, Clea DuVall, Scott McNairy, Bob Gunton.

I slutningen af 70’erne giver USA en tidligere iransk leder politisk asyl. Det lægger voldsom vrede hos nationen, som efterfølgende starter en masseprotest foran den amerikanske ambassade i Teheran. Det resulterer i gidseltagning og kun seks amerikanere når at undslippe. CIA’s agenter får nu til opgave at finde på en løsning, for at hente deres landsmænd hjem, før de bliver fanget og henrettet. Den svære opgave bliver pålagt specialisten Tony Mendez.

Denne film er baseret på en virkelig historie, og er Ben Afflecks tredje spillefilm som instruktør. De to første var Gone Baby Gone og The Town. Begge film fik pæne ord med på vejen, men intet i forhold til hans oscar vindende storfilm. Den er blevet skamrost til skyerne, og har vundet alle de priser den kunne komme i nærheden af. Både Oscar, Golden Globes og BAFTA erklærede den som årets bedste film. Helt fortjent hvis I spørger mig. Ben Affleck beviser med stor sikkerhed, at han virkelig er en talentfuld mand bag kameraet.

Filmens miljø er troværdigt skildret. Det ligner virkelig at historien foregår i 70’erne. Det giver selvfølgelig anledning til at rose filmens nydelige fotografering, den gennemførte redigering, samt de lækre musikalske toner, som understøtter dramaet og gøre scenerne mere intense. Historien er ligeledes meget troværdigt sammensat og grænser til det dokumentariske. At filmen også formår at være utrolig spændende hele vejen er en flot bedrift i sig selv. For os som godt kan huske lidt fra historie timerne, ved jo godt hvordan det hele ender. Men det er uhyggeligt at tænke på, hvor tilspidset en situation det var for alle involverede.

Skuespillerne gør det ligeledes fortrinligt over hele linjen. Ben Affleck er helt igennem fremragende som Tony Mendez. Manden som skal redde disse seks amerikanere ud af Iran, før de bliver fanget og henrettet. Omkring ham møder vi Jack O’Donnell som er hans overordnede. En godkendt præstation fra solide Bryan Cranston. Helt suveræne er også Alan Arkin og John Goodman som filmfolkene, der hjælper Mendez med at skabe en masse opmærksomhed omkring en film der i virkeligheden aldrig vil se dagens lys. Begge bidrager med nogle fine humoristiske indslag. Men alle medvirkende gør en flot og troværdig indsats. Helt ned til mindste birolle.

Vurdering: Operation Argo er en yderst vellykket autentisk historie. Ben Affleck har virkelig formået at skrue en neglebidende thriller sammen. Miljøet virker meget realistisk, og så er alle de tekniske virkemidler helt i top. Skuespillerne er ligeledes fremragende på alle fronter. Selvom vi kender til filmens slutning, så er det alligevel meget imponerende hvor intenst og spændende det færdige resultatet er blevet.

En film alle bør se. Helt klart en af de bedste film som udkom i 2012.

J
J
J
J
J
 

Operation Argo IMDb

torsdag den 18. april 2013

Must Love Dogs

Must Love Dogs (2005)

Instruktør: Gary David Goldberg.

Genre: Romantisk komedie.

Spilletid: 98 minutter.

Budget: 30 millioner dollars.

Indtjening: 43,8 millioner dollars. (USA)

Medvirkende: Diane Lane, John Cusack, Dermot Mulroney, Elizabeth Perkins.

Sarah Nolan blev for 8 måneder siden skilt fra sin mand. Et brud hun stadigvæk ikke kan komme sig over. Nu synes hendes søstre Christine og Carol, at det er på tide hun finder sig en ny mand. Carol opretter en profil for Sarah på en dating hjemmeside, som hurtigt får et hav af henvendelser. Valget falder på den sympatiske Jake, der har en hund på sit billede. Hunden er en han har lånt, for at kunne gøre et positivt indtryk på Sarah. Samtidig møder Sarah den fraskilte Bob. En mand hun selv har haft et godt øje til på hendes arbejde som børnehavepædagog. Nu står hun pludselig i den situation, at skulle vælge imellem to mænd.

Vurdering: Must Love Dogs er uden tvivl Diane Lanes fortjeneste. Hun er simpelthen perfekt i rollen som den både gnavne og usikre Sarah, der forsøger at genfinde kærligheden. Hendes situation er både vittig og rørende, og man har lyst til at følge hende hele vejen. Uheldigvis taber filmen pusten halvvejs inde i historien. Konflikten mellem de to mænd bliver skildret meget overfladisk, samtidig med at det hele bliver mere forudsigeligt. Undervejs dukker der også nogle helt unødvendige platte scener op, som slet ikke passer ind til filmens troværdige univers. Den løber også tør for humor, jo tættere på slutningen vi når. Godt at alle de medvirkende ydre fint skuespil, for ellers ville denne film ikke nå sikkert til havnen.

Diane Lane havde fortjent en bedre film. Den har bestemt mange fine højdepunkter, men helhedsindtrykket må siges at være middelmådigt.

J
J
J
 
 
 

Must Love Dogs IMDb

mandag den 8. april 2013

Identity Thief


Identity Thief (2013)

Instruktør: Seth Gordon.

Genre: Komedie.

Dansk Biograf Premiere:
4. april 2013.

Spilletid: 111 minutter.

Budget: 35 millioner dollars.

Indtjening: 173,9 millioner dollars.

Medvirkende: Jason Bateman, Melissa McCarthy, Amanda Peet, Jon Favreau, Genesis Rodriguez, John Chu, Robert Patrick, Morris Chestnut, Eric Stonestreet.

Sandy Patterson er en respekteret revisor, som oplever en uventet drejning i sin tilværelse. Pludselig er han en eftersøgt mand i flere forskellige stater, uden at have kendskab til forbrydelserne. Snart opdager han, at nogen har stjålet hans identitet og er i fuld gang med at tømme hans konto. Hans eneste mulighed for at rense sit navn, er at selv fange forbryderen. Det viser sig at lovovertræderen er en kvinde ved navn Diane, og hun har bestemt ikke tænkt sig at samarbejde med Sandy, når han konfronterer hende ansigt til ansigt.

Filmens instruktør Seth Gordon har her sin tredje spillefilm. Alle hans film er i komedie genren. Hans to foregående film var Four Christmases, med Vince Vaughn og Reese Witherspoon i hovedrollerne. Efterfølgende lavede han De Satans Chefer, hvor Kevin Spacey, Jennifer Aniston og Colin Farrell var alt andet end søde ledere. Til alt held for Gordon, så blev begge film store succeser, hvilket er en stor fordel når man laver film i Hollywood. Men nu ligger hans film heller ikke oppe i den høje ende af budget skalaen. Identity Thief er produceret for 30 millioner dollars - et beløb, filmen tjente hjem på under en uge.

Desværre må jeg erkende, at jeg ikke er særlig glad for hans film. Ofte er de ret forudsigelige, og byder på alt for mange overdrevne scener. Filmen om Sandy og Diane er ingen undtagelse. Men Seth Gordon har åbenbart fundet en succesformel, så hvorfor lave om på stilen? Jeg mener, at amerikanerne de seneste mange år har haft svært ved at lave ordentlige komedier. Ofte er humoren ikke særlig sjov, mange af situationerne er ude i det vilde overdrev, og man placerer alt for mange sjofle og uhumske scener ind midt i det hele. Jeg synes derimod at de britiske komedier er væsentlig bedre disse dage.

Castingen i denne film må siges at være meget sikker og forudsigelig. For selvom jeg intet personligt har imod hverken Jason Bateman eller Melissa McCarthy, så er jeg alligevel overrasket over, at de har sagt ja til at medvirke i denne film. Især Jason Bateman spiller på rutinen som den rolige, generte og uheldige Sandy. En karakter vi meget nemt kan genkende fra mange af hans tidligere roller i utallige komedier. Der er lidt mere liv og energi i McCarthy, selvom hun også er på grænsen til overspil. Jeg føler ikke hendes figur er særlig troværdig. Hendes tragiske baggrund virker ikke efter hensigten, og tit fremstår det meget klichefyldt.

Mange af birollerne er faktisk besat af hæderlige skuespillere. Men de vandrer lidt i skyggen af vores hovedpersoner. Dejlige Amanda Peet er meget anonym som Sandys tålmodige hustru, Trish. Jon Favreau ses som Sandys sleske direktør, der ikke har interesse i at forfremme sin ellers dygtige medarbejder. Rollen kan nærmest betegnes som en cameo. Morris Chestnut ses som en slags obligatorisk politibetjent, der ikke rigtig kan hjælpe med noget som helst alligevel. Bedst og mest farverig er Robert Patrick som dusørjæger: en hård banan, der også vil have fingrene i Diane.

Vurdering: Identity Thief er en overlang roadmovie, som sjældent bliver rigtig sjov. Selvfølgelig kan komedier altid byde på humoristiske situationer, men i dette tilfælde er de meget få. I stedet placerer man en masse morale og sentimentalitet ind i historien, så man til sidst taber interessen. Der er alt for lidt nyt at hente med denne forudsigelige komedie, hvor hovedproblemet er det tynde manuskript. Selv filmens to hovedpersoner Jason Bateman og Melissa McCarthy kan intet stille op. Kemien imellem dem fejler sådan set ikke noget, men det er ikke nok til at gøre filmen seværdig.

L
L
 
 
 
 

Identity Thief IMDb

søndag den 7. april 2013

X-Men Origins: Wolverine

X-Men Origins: Wolverine (2009)

Instruktør: Gavin Hood.

Genre: Action.

Spilletid: 107 minutter.

Budget: 150 millioner dollars.

Indtjening: 373 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Hugh Jackman, Liev Schreiber, Danny Huston, Ryan Reynolds, Lynn Collins, Taylor Kitsch, Kevin Durand.

I flere år har mutanten Logan kæmpet i adskillige krige sammen med sin bror, Victor. Men Logan vil et roligere liv, og han vælger derfor at trække sig tilbage som skovhugger, sammen med sin elskede Kayla. Men fortiden vil ikke slippe Logan. En dag står hans tidligere arbejdsgiver general Stryker foran hans hus, og har brug for hans hjælp. Logan vil nemlig være den perfekte forsøgsperson i et eksperiment. Logan afviser tilbuddet, og ender med at blive en jaget mand. Den ansvarlige for at fange ham er hans bror Victor.

Vurdering: X-Men Origins: Wolverine er historien om hvordan det hele startede for vores populære helt. Egentlig en god idé, da han uden tvivl er en spændende personlighed i X-Men universet. Desværre er historien meget tynd, og ikke særlig sammenhængende. Man forsøger at kamuflere det hele med flotte action sekvenser og vilde effekter. Hugh Jackman er stadigvæk sej som Logan. En rolle han nærmest er født til at spille. Han støttes godt op af Liev Schreiber i rollen som hans barske bror Victor, og af en veloplagt Taylor Kitsch som den spændende figur Gambit. Ryan Reynolds er til gengæld fuldstændig fejlplaceret og underbenyttet som mutanten Deadpool. Filmens slutning må også siges at være svag.

Filmen er ikke decideret kedelig, men man savner noget mere substans i handlingen. Meget klogere på Wolverine bliver vi ikke. Filmen vil underholde. Intet andet.

J
J
J
 
 
 

X-Men Origins: Wolverine IMDb

lørdag den 6. april 2013

Outbreak


Outbreak (1995)

Instruktør: Wolfgang Petersen.

Genre: Action/thriller.

Spilletid: 127 minutter.

Budget: 50 millioner dollars.

Indtjening: 187 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Dustin Hoffman, Rene Russo, Morgan Freeman, Kevin Spacey, Donald Sutherland, Cuba Gooding Jr.

Sam Daniels er ekspert i smitsomme sygdomme. Hans seneste opdagelse er en farlig virus, som kan udrydde nationer på få uger. En virus han nu frygter, er ankommet til den stille kystby Cedar Creek i Californien, USA. Sammen med sin ekskone, og et par af hans loyale medhjælpere, forsøger de at finde en kur imod sygdommen. Men tiden er knap. Den amerikanske hær har sat byen i karantæne, og den benhårde general McClintock er overbevist om at byens borgere ikke kan reddes. Han ønsker byen total udslettet, før virussen rammer resten af verden.

Vurdering: Outbreak byder på action, spænding og uhygge i allerhøjeste klasse. Den er så medrivende, at man nærmest sidder på kanten af stolen under hele forløbet. Historien fremstår overbevisende og realistisk. Man tvivler ikke på at situationen sagtens kunne ske i virkeligheden. Skuespillerne er fremragende hele vejen rundt. Især var jeg positiv overrasket over Dustin Hoffman, som man sjældent ser i sådan type roller. Men også Donald Sutherland er skræmmende overbevisende som generalen. Den tyske instruktør Wolfgang Petersen har uden tvivl styr på sine film. Den her er klart en af hans bedste.

Suveræn spændingsfilm som ingen bør snyde sig selv for. Rigtig god fornøjelse.

J
J
J
J
J
 

Outbreak IMDb