søndag den 14. juli 2013

Parker

Parker (2013)

Instruktør: Taylor Hackford.

Genre: Action/krimi.

Dansk Biograf Premiere:
28. februar 2013.

Dansk DVD Premiere:
11. juli 2013

Spilletid: 118 minutter.

Budget: 35 millioner dollars.

Indtjening: 46,3 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Jason Statham, Jennifer Lopez, Michael Chiklis, Nick Nolte, Wendell Pierce, Clifton Collins Jr., Bobby Cannavale, Emma Booth, Patti Lupone.

Parker er en førsteklasses røver, der planlægger ethvert røveri ned til mindste detalje. Uheldigvis bliver han forrådt af sine kollegaer ved seneste opgave og efterlades døende ved vejkanten. Men Parker overlever drabsforsøget og begiver sig ud på et hævntogt. Sporene fører til Palm Beach, Florida, hvor gruppen allerede har et nyt kup i sigte. Her møder Parker den gældsplagede og smukke ejendomsmægler Leslie, som han ender med at danne team med, da hun kender området rigtig godt.

Taylor Hackford er en gammel ræv i filmindustrien, hvor han de seneste 30 år har skabt nogle solide og mindeværdige spillefilm: Officer & Gentleman, Farlig Impuls, Djævelens Advokat og Dolores Claiborne. Den helt store film fra hans side er den Oscar belønnede Ray fra 2004, hvor Taylor Hackford blev nomineret som bedste instruktør, og skuespiller Jamie Foxx vandt for bedste hovedrolle. Hackford vandt ikke den aften, men tilbage i 1979 vandt hans kortfilm Teenage Father den eftertragtede statue. Parker er muligvis ikke blandt hans bedste, men man kan tydeligt fornemme, at det er en dygtig og erfaren mand som står bag.

Historien er egentlig ligetil. Den minder påfaldende meget om Mel Gibson’s Payback, hvor hovedpersonen Porter også blev forrådt af sine egne, hvorefter han starter et blodigt hævntogt. Parker oplever mere eller mindre det samme, men hans hævn fremstår mere som en principsag, end som Porters nådesløse vendetta. Parker er høflig og menneskelig ved ethvert kup han er indblandet i, men til gengæld skal man gøre hvad han siger. Han er nemlig en barsk og effektiv slagsbror - makker man ikke ret, er der øretæver i luften.

Selvom her er tale om ren fiktion, har filmen en realistisk tilgang til sin fortælling. Vi har en fornemmelse af, at disse situationer sagtens kunne ske i virkeligheden. Mangold benytter autentiske virkemidler, så historien ikke fyldes til randen med massive slagsmål eller vilde biljagter. Det er en ren krimifilm, hvor fokusset er på historiens hovedpersoner. Et uventet venskab og teamwork mellem Parker og Leslie opstår, men heldigvis har filmen ikke tænkt sig at køre en såkaldt kærlighedshistorie ved siden af. Parker er der for at hævne sig. Intet andet.

Jason Statham er en af nutidens helt store actionstjerner. Lige siden han slog igennem med The Transporter i 2002, har han lavet actionfilm på samlebånd. Kvaliteten af filmene har været meget svingende, men i rollen som Parker, giver han klart en af sine bedre præstationer. Som Leslie, møder vi popstjernen Jennifer Lopez, der med jævne mellemrum dukker op i en film. Hun gør det hæderligt, og kemien mellem hende og Statham er udmærket. Rart er det også at se Nick Nolte i en fyldestgørende birolle, som Parker’s ven og svigerfar.

Vurdering: Parker fungerer overraskende godt som en velsmurt krimi, tilsat en god portion action. Filmen holder historien nede på jorden, uden det store brug af overdrevne sekvenser. Manuskriptet levner også god plads til sine hovedpersoner, så de ikke fremstår karakterløse. Handlingen er velkendt og set i mange andre sammenhæng før, men James Mangold får alligevel gjort sin film underholdende. Jason Statham gør det, han er bedst til i actionfilm, men i rollen som Parker spiller han en mere spændende figur, som er på samme niveau med hans Frank Martin i The Transporter filmene.

J
J
J
J
 
 

Parker IMDb

2 kommentarer: