mandag den 29. juli 2013

Monsters University

Monsters University (2013)

Instruktør: Dan Scanlon.

Genre: Animation.

Dansk Biograf Premiere:
1. august 2013.

Dansk DVD Premiere:
28. november 2013.

Spilletid: 104 minutter.

De Originale Stemmer: Billy Crystal, John Goodman, Steve Buscemi, Helen Mirren, Alfred Molina, Sean Hayes.

De Danske Stemmer: Donald Andersen, Peter Aude, Jens Jacob Tychsen, Kirsten Olesen.

Budget: 200 millioner dollars.

Indtjening: 743,1 millioner dollars. (Worldwide)

I 2001 udkom Pixar’s fjerde spillefilm Monster’s Inc. – en vellykket og underholdende familiefilm, hvor publikum blev introduceret til en fantasifuld verden af monstre. Historiens to hovedpersoner er den lille grønne og enøjede Mike Wazowski, og den store blågrønne behårede James P. ”Sully” Sullivan. Begge er ansat hos energifabrikken Monsters Inc., hvor man via telepatiske døre træder ind i børneværelser i menneskeverdenen. Her gælder det om at skræmme børnene, da deres skrigen er en uundværlig energikilde, som bruges til at give byen Monstropolis lys og el.

Nu er en forløber om de to farverige figurer Mike og Sully ankommet. I stedet for at lave en direkte fortsættelse, har Pixar besluttet at vise, hvordan den usædvanlige duo startede deres karriere på Monsters Inc. Situationen for dem begge var helt sikkert anderledes i deres unge dage. Mike blev besat af tanken om at arbejde som skræmmer. Han blev helt fra begyndelsen betragtet som en nørd, og havde derfor ikke mange venner. Forholdene var helt omvendte for Sully, der udover sin frygtindgydende størrelse og sit naturlige talent, også var søn af en berømt skræmmer. Jobbet på Monsters Inc. var næsten allerede hjemme på forhånd.

Men både Mike og Sully oplever uventede komplikationer i deres mål for at blive de bedste i faget. Ingen tager Mike’s bløde væsen alvorligt, og universitetet tvivler på hans evner som kommende skræmmer. Sully derimod er et tilbagelænet og dovent væsen, der mener hans naturlige talent vil være nok i sig selv. Men som en af lærerne hurtigt udtaler, så er børnene ikke ens og kan være bange for vidt forskellige ting. Både Mike og Sully dumper til midtvejseksamen, og fremtiden ser pludselig ikke så lys ud længere. Hele vejen under skoleforløbet har de været bitre rivaler, men da Mike pludselig øjner en sidste chance for at vende tilbage på skræmmeholdet, tvinges han og Sully til at samarbejde.

Universitet afholder nemlig sin egen skræmmekonkurrence. Eneste krav er, at man skal være medlem af en gruppe på minimum seks medlemmer. Ved desperation tilmelder Mike sig hos nørderne fra Oozma Kappa, der blot består af fire medlemmer. Mike tvinges derfor til at acceptere Sully’s anmodning om at blive en del af holdet, hvilket hurtigt giver nogle gnidninger mellem duoen under forberedelserne. Udfordringerne bliver ikke mindre af, at holdets fire øvrige medlemmer slet ikke er i samme liga, som vores to hovedpersoner. Nu begynder et langt og sejt træningsprogram for dem alle, hvis de skal have en jordisk chance for at vinde konkurrencen og efterfølgende vende tilbage på skræmmeholdet.

Filmens instruktør Dan Scanlon er forholdsvis ny i branchen. Faktisk er Monsters University hans første helt store projekt. Han debuterede som instruktør på kortfilmen Bumle og spøgelseslyset, hvorefter han stod bag en mindre komedie med titlen Tracy. Ellers har han været forfatteren bag Biler, og har fungeret som animator på diverse små tegnefilm siden år 2000. Dan Scanlon må siges at være et modigt valg som instruktør, da hans erfaring ikke er på højde med mange andre åbenlyse kandidater. Også fordi filmen har et af de højeste budgetter nogensinde for en animationsfilm - 200 millioner dollars. Rygterne siger, at en del af millionerne sandsynligvis gik til Billy Crystal og John Goodman, for at gentage deres populære roller.

Heldigvis er det lykkedes for Scanlon og Pixar at lave en velment, underholdende og charmerende fortsættelse. Filmen er ikke på højde med flere af Pixar’s fremragende værker, men ligger alligevel fornuftigt et sted midtimellem. Det svære for en prequal er som altid, at overraske publikum med noget nyt. Vi ved på forhånd, at alt nok skal gå godt for vores karismatiske duo, og at de på et eller andet tidspunkt vil opleve stor succes, selvom de har hårde odds imod sig. Men det er bestemt sjovt at se dem som modstandere i filmens første halvdel.

Det bedste ved filmen er, hvordan venskabet mellem Mike og Sully udvikles. De begge har brug for succes efter fiaskoen ved eksamen, og indser efterhånden hvor betydningsfuldt deres samarbejde er. Mike har enorm viden og er ekstrem dedikeret, mens Sully har et naturligt talent pga. sit dyriske ydre. Det lykkedes for Pixar at skabe nogle ganske rørende og sympatiske sekvenser, hvor vores venner helt åbent taler ud om deres styrker og svagheder. Det handler uden tvivl om at tro på sig selv, uanset hvad andre mener. Men det handler også om at være åben overfor andre, da det nogle gange kræver hjælp fra en anden at kunne opnå noget helt exceptionelt med sit liv.

Historien byder både på velkendte figurer fra etteren, men selvfølgelig også på mange nye kreative og lunefulde væsner. Bedst er uden tvivl de fire nye holdkammerater, som Mike og Sully skal træne til konkurrencen med. Her møder vi den tohovedet Terri/Terry, det aldrende tentakelvæsen Don, den bløde og femøjede Scott og den Muppet inspirerede Art - fire ret usædvanlige monstre, som heldigvis tilføjer nogle gyldne øjeblikke i historien. Randalf - duoens fjende i etteren er ligeledes med i løjerne, mens man oplever små komiske cameos fra bl.a. Den afskyelige Snemand og CDA agenternes kvindelige leder (sekretæren med den hæse stemme) Rosa. Eneste lidt mere uhyggelige karakter i filmen er skolens dragelignede dekan, der styrer skolen med hård hånd.

Vurdering: Monsters University er et glædeligt og behageligt gensyn med de elskværdige figurer Mike Wazowski og James P. Sullivan. Selvom historien om deres ungdom ikke helt er på højde med etteren, er den alligevel fyldt med komiske scener og pudsige detaljer. Computergrafikken er nydelig hele vejen, og historien formår at have en god portion morale indblandet i den kulørte handling. Man kunne måske ønske lidt mere fornyelse i universet, men omvendt er det altid rart at vende tilbage til noget, man kender på forhånd. En god og underholdende animationsfilm, som både børn og voksne vil kunne nyde sammen.

J
J
J
J
 
 

Monsters University IMDb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar