søndag den 31. marts 2013

Robot & Frank

Robot & Frank (2012)

Instruktør: Jake Schreier.

Genre: Krimi/komedie.

Dansk dvd premiere:
5. Marts 2013.

Spilletid: 85 minutter.

Budget: 2,5 millioner dollars.

Indtjening: 3,3 millioner dollars.

Medvirkende: Frank Langella, Susan Sarandon, James Marsden, Liv Tyler, Jeremy Strong, Jeremy Sisto, Bonnie Bentley, Peter Sarsgaard.

Frank er en garvede tyveknægt, som nu er på pension. Han lever alene ude i naturen, og hukommelsen er ikke hvad den har været. Hans eneste kontakt til omverdenen er hans to børn, samt den søde bibliotekar inde i byen. Men da hans søn kommer på besøg, har han en robot med som gave. En robot som skal give ham selskab, og som samtidig kan fungere som butler. Frank er til at begynde med ikke begejstret for idéen, men opdager hurtigt at hans nye assistent er meget lærenem. Snart har han lært den alle de forbryderiske tricks, der skal til for at lave et kup.

Dette er Jake Schreiers spillefilmsdebut som instruktør. Hans første projekt var en kortfilm fra 2005, men nu har han endelig fået lov til at lege med større budgetter. 2,5 million dollars har denne fine lille fremtidsfilm kostet at producere. Et mere personligt projekt for Schreier, som altid har villet lave en film om robotter. Han har selv udtalt at film som Wall-E, Drengen & Jernkæmpen og Terminator er blandt hans foretrukne favoritter, af de mange robotter filmindustrien har givet til sit publikum gennem årene.

Historien om Frank og hans nye robot er velment og sympatisk. Den byder såmænd ikke på mange overraskelser, og tempoet er roligt hele vejen. Alligevel er det blevet til en ganske rørende og morsom fortælling, hvor et uventet venskab mellem menneske og maskine opstår. Man sidder med et smil på læben hele vejen, og føler sig i godt selskab med den usædvanlige duo. Det er lykkedes ret godt at kombinere både drama, komik og en smule spænding ind i en ellers ordinær spillefilm.

Igennem årene har vi oplevet mange slags robotter på film. Både de rolige af slagsen, men også de mere aggressive typer. Franks robot hører til den rolige gruppe. Den rolige stemme leveres af Peter Sarsgaard. En programmeringsmaskine der samtidig er meget lærenem. Den starter ud som ren standard, med nogle obligatoriske programmer indsat. Men når Frank går rundt og foretager sig sine egne dagligdagsrutiner, studere robotten hans laden og gøren, hvorefter den kan udføre de samme funktioner. Frank lurer hurtigt dette, og finder pludselig de mange muligheder i sin nye assistent, som vil kunne gøre gavn.

Frank Langella er fremragende i hovedrollen. En aldrende og gnaven gavtyv, der helst vil klare alting selv. Alt det moderne og teknologiske er noget ubrugeligt stads. Indtil han altså får robotten til hjælp. Som hans børn, yder både James Marsden og Liv Tyler menneskelige præstationer. Selvom de ikke har oplevet megen opdragelse fra manden i deres unge dage, så elsker de ham alligevel meget højt. Det giver anledning til et par rørende stunder. Susan Sarandon er ligeledes dejlig som bibliotekaren, som Frank har et godt øje til.

Vurdering: Robot & Frank er hvad man kan kalde en hyggelig krimi-komedie. Med et strejf af drama. Uden tvivl en rolig film, som ikke byder på de store overraskelser, men til gengæld får man masser af charme og underspillet humor. Frank og hans robot er en usædvanlig duo, men det virker overraskende nok troværdigt. Alle skuespillerne er gode, men det er selvfølgelig Frank Langellas imponerende indsats, der gør filmen værd at se.

En fin lille film som man absolut bør give en chance.
 
J
J
J
J
 
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar