torsdag den 6. juni 2013

Gangster Squad

Gangster Squad (2013)

Instruktør: Ruben Fleischer.

Genre: Krimi/action.

Dansk Biograf Premiere:
17. januar 2013.

Dansk DVD Premiere:
13. maj 2013.

Spilletid: 113 minutter.

Budget: 60 millioner dollars.

Indtjening: 105,2 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Josh Brolin, Ryan Gosling, Sean Penn, Emma Stone, Nick Nolte, Anthony Mackie, Giovanni Ribisi, Robert Patrick, Michael Peña, Troy Garity.

Los Angeles, 1949. Politiinspektøren Bill Parker sammensætter en specialenhed af seks frygtløse betjente, som i al hemmelighed skal vælte den magtfulde mafiaboss Mickey Cohen. Blandt gruppens medlemmer er den hårde overbetjent John O’Mara, som samtidig udnævnes til gruppens leder. Hans næstkommanderende er den charmerende, men effektive Jerry Wooters, som under hele udrensningen dater Mickey Cohens dame, Grace Faraday.

Så er der udkommet en ny gangsterfortælling. Denne gang med instruktøren Ruben Fleischer bag kameraet: manden, der slog igennem med Zombieland. Et lidt overraskende valg, da hans profil ikke virker indlysende, men omvendt, har man tidligere set instruktører begå sig overbevisende i flere genrer. For mange er det også altid nemmere at tage et projekt, hvor begivenhederne er baseret på virkelige hændelser.

Desværre kan denne såkaldte gangsterfilm ikke hamle op med mange af de tidligere klassikere indenfor genren. For selvom tempoet er ganske højt, og en del actionsekvenser er nydeligt lavet, så er historien ikke særlig spændende. Selve indholdet virker tomt og klichefyldt. Vi får ingen empati med vores hovedpersoner, da de er meget 2-dimensionelt fremstillet. Det er næsten som at se en Dick Tracy historie, på bare en mere kedelig måde. Hovedproblemet er selvfølgelig manuskriptet. Det prøver at mikse lidt af alt muligt ind i fortællingen. Den prøver at være alvorlig, men fremstår tit det modsatte. Når den prøver at være morsom, virker det oftest dummere.

Det er ellers noget af en imponerende rollebesætning filmen tilbyder. Med topnavne som Sean Penn, Ryan Gosling, Josh Brolin og Emma Stone burde det ikke gå galt. Men de kan intet gøre for at redde filmen, da manuskriptet er alt for svagt. Sean Penn overspiller gevaldigt som Mickey Cohen, Ryan Gosling kan vel næsten ikke få en mere vattet og lys stemme som Jerry Wooters, Josh Brolin er rendyrket actionman John O’Mara som hovedsageligt er heldig (mange af hans idéer er bestemt ikke gennemtænkt). Emma Stone er uden tvivl en nydelig pige, men som Grace Faraday er hun kedelig og ikke i nærheden af at være en femme fatale.

Vurdering: Gangster Squad er på papiret en lovende film: spækket med store stjerner, som skal sørge for at historien fænger. Desværre holder filmen ikke en meter, selvom den indimellem byder på solid action og generelt har et højt tempo, virker det mere som kamuflering for det dårlige manuskript. Historien er en rodebutik fyldt med tåbeligheder. Rigtig spændende eller alvorlig føles filmen aldrig. Vi kommer heller aldrig tæt på vores figurer, hvilket ikke bidrager til de ellers dygtige skuespillere. Også redigeringen er rædselsfuld, da man tit ret groft springer fra en scene til en anden. Filmen ender med at føles langtrukken og skuffende.

L
L
 
 
 
 

Gangster Squad IMDb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar