lørdag den 1. juni 2013

True Grit

True Grit (2010)

Instruktør: Ethan & Joel Coen.

Genre: Western.

Spilletid: 110 minutter.

Budget: 38 millioner dollars.

Indtjening: 244,9 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Jeff Bridges, Matt Damon, Hailee Steinfeld, Josh Brolin, Barry Pepper, Dakin Matthews, Roy Lee Jones.

Den 14-årige pige Mattie Ross har netop mistet sin far, som blev skudt og plyndret af den modbydelige forbryder, Tom Chaney. Hun hyrer derfor den frygtløse og legendariske sherif, Rooster Cogburn, til at fange Chaney - død eller levende. Undervejs møder de den unge Texas Ranger, LaBoeuf, som i månedsvis har jagtet Chaney for drabet på en senator i Texas. Nu begiver den usædvanlige trio sig ud på lovløst territorium, hvor både indianere og bander huserer.

Filmen er en genindspilning af De Frygtløse fra 1969, hvor John Wayne spillede hovedrollen som den enøjede sherif, Rooster Cogburn. En rolle han vandt sin karrieres eneste Oscar statuette for. Da Coen brødrene annoncerede i 2009 at man ville genindspille John Wayne klassikeren, blev de mødt med stor skeptisk. Mange betragtede stadigvæk originalen som et vellykket værk. Men både anmeldere og publikum kunne ikke få armene ned af begejstring, da filmen endelig udkom i slutningen af 2010. Filmen blev rost til skyerne, folk strømmede i biograferne, og den endte med at få hele 10 Oscar nomineringer. Men konkurrencen var hård, og den vandt ingen priser. De gik i stedet til stærke film som Kongens Store Tale, The Social Network og Inception.

Vurdering: True Grit er helt klart en god og velfungerende western. Man nyder uden tvivl de flotte landskaber, via de smukke billeder fra fotografen Roger Deakins. Coen brødrene skildrer også miljøet meget overbevisende, som i det meste af tiden foregår i mere skumle og beskidte omgivelser. Tonen er barsk og væsentlig mere alvorlig end 1969 udgaven. Historien er ret ligetil og derfor ikke fyldt med mange overraskelser. Især ikke hvis man kender den i forvejen. Rigtig spændende eller nærværende bliver filmen aldrig, men man kan alligevel ikke undgå at have stor respekt for brødrenes færdige resultat.

Et ekstra plus kommer selvfølgelig også fra skuespillernes side. Her tænker jeg især på den eminente Jeff Bridges som den hårdkogte Cogburn. Hans udgave af figuren er meget karismatisk, og han har klogelig valgt ikke at efterligne John Wayne. Mindst lige så god er den unge filmdebutant, Hailee Steinfeld, i rollen som Mattie. Selvom hun ligner den lille uskyldige pige, så formår hun på overbevisende manér at fremstå voksen og beslutsom. Hun vil have hævn for sin fars død, og vi tror på hende hele vejen. Både Hailee og Jeff blev Oscar nomineret for deres fremragende præstationer. Matt Damon står til gengæld lidt i skyggen som den småkedelige LaBoeuf, mens skurkerollen som Tom Chaney spilles rutinemæssigt af Josh Brolin. En rolle som enhver skuespiller kunne have spillet.

Men det er en fin western med mange gode kvaliteter. Så har man endnu ikke set den, så hop op på diligencen og nyd turen.

J
J
J
J
 
 

True Grit IMDb

2 kommentarer:

  1. Jeg var nok lidt skuffet, da jeg så filmen. Det er dog nok fordi, jeg er vild med originalenfilmen med John Wayne. Der er dog ingen tvivl om, at det er Jeff og Hailee, der gør filmen nogenlunde seværdig. MAA

    SvarSlet
  2. Kan godt forestille mig, at ægte fans af den originale med John Wayne, vil finde den nye version knap så spændende eller endda nødvendig. Jeg er personligt selv glad for klassikeren.

    Men jeg er også stor fan af Jeff Bridges, som altid er seværdig i stort set alt han laver. Han spiller bragende godt i rollen som Rooster Cogburn, og alene hans præstation gør filmen værd at se, efter min mening. Men jeg vil hellere ikke mene, at Coen brødrenes version er bedre end originalen. Men de har alligevel lavet en af de bedre westerns i nyere tid. En genre vi desværre ser alt for lidt til i disse tider.

    SvarSlet