fredag den 19. juli 2013

Cloud Atlas

Cloud Atlas (2012)

Instruktør: Andy Wachowski, Lana Wachowski, Tom Tykwer.

Genre: Science fiction/drama.

Dansk biografpremiere:
14. marts 2013.

Dansk DVD Premiere:
18. juli 2013.

Spilletid: 172 minutter.

Budget: 102 millioner dollars.

Indtjening: 130,4 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Tom Hanks, Halle Berry, Jim Broadbent, Hugo Weaving, Hugh Grant, Jim Sturgess, Doona Bae, Ben Whishaw, Hugh D’Arcy, Keith David, Susan Sarandon.

Alt i livet har en forbindelse. Vi følger seks historier på kryds og tværs, i både tid og sted. I 1849 følger vi en kommende slaveejers rejse over Atlanten. I 1930’erne skriver den britiske musiker kærlighedsbreve til sin elskede. I 1970’erne er en journalist kommet på sporet af kriminelle aktiviteter på et atomkræftværk. I 2012 har en aldrende forelægger planer om at stikke af fra et plejehjem. I 2144 følger vi den koreanske klon, som ønsker at starte en revolution. Sidst, men ikke mindst, er vi i år 2300 på Hawaii, hvor en gruppe fredfyldte stammefolk kæmper imod ondsindede kannibaler.

Denne episke fortælling er instrueret af hele tre instruktører: Andy og Lana Wachowski – søskendeparret, der slog igennem med Matrix trilogien, og tyskeren Tom Tykwer, som er mest kendt for Run, Lola Run og The International. Filmens idé er, at mennesker kommer tilbage til livet igen og igen, og at alt hvad vi har udrettet før vores død, vil få betydning i det næste liv. Det er muligt, at ens sjæl var en dræber i begyndelsen, men hvis man udvikler sig og udfører gode ting, kan man ende med at blive en helt. Der er selvfølgelig forskel på sjæle, hvor nogle er de rareste der findes, hvorimod andre er så ondskabsfulde, at de nok aldrig lærer det.

Der er virkelig lagt mange filosofiske tanker i historien, som er baseret på en bog af David Mitchell fra 2004. Filmens tre instruktører fandt bogen utrolig fascinerende og annoncerede i 2009, at bogen ville udkomme som film i den nærmeste fremtid. Filmen udkom næsten fire år senere pga. de mange produktionsvanskeligheder instruktørerne oplevede, mens de forsøgte at finde midlerne til projektet. Ingen filmselskaber ville tage risikoen, og pengene blev derfor fundet uafhængigt fra filmindustrien. I sidste ende var det Tom Hanks’ deltagelse i projektet, som sikrede filmens tilblivelse. Han var meget entusiastisk omkring historien, og støttede dem hele vejen.

Man skal være ret opmærksom og fokuseret, når man ser en film som Cloud Atlas. Seks historier, som foregår på vidt forskellige tidspunkter, krydser oveni hinanden. Efter sigende er der sammenhæng mellem historierne, men det kræver nok en håndfuld gensyn, da historien er fyldt med detaljer. Når man ser filmen, finder man også hurtigt sine favoritter blandt de seks små historier. Jeg var især begejstret for krimien, som finder sted i 70’erne, og i særdeleshed den futuristiske og effektfulde revolution, som foregår i år 2144.

Selvom filmen ”kun” er produceret for 102 millioner dollars (mange mener nu alligevel den har været dyrere), så er den på den tekniske side mindst lige så imponerende som Wachowski’s egne Matrix film. Udover at computergrafikken er vildt flot, så bemærker man især det store make-up arbejde. Mange af skuespillerne deltager i alle seks historier, og skal derfor ligne en ny figur. Vi skulle også helst kunne genkende hvilken tidszone de nu befinder sig i. Enkelte steder er make-uppen så god, at man ikke har en jordisk chance for at genkende den samme skuespiller. Til min store forbløffelse, fik filmen ingen Oscar nomineringer, selvom den på flere tekniske områder fortjener det.

De medvirkende må i den grad siges, at være kommet på overarbejde. Normalt ansættes man til at spille én rolle, men her skal de spille seks roller hver. Selvfølgelig spiller de ikke lige store roller i hver historie, men de skulle omstille sig rimelig hurtigt (f.eks. fra at skulle spille morderisk assistent i 1800 tallets slavehistorie til at fungere som skræmt antihelt med komplekser i år 2300). Heldigvis er det et hold af dygtige og talentfulde skuespillere - alle ydre fremragende præstationer, uanset hvor stor eller lille en rolle de har i hver fortælling.

Vurdering: Cloud Atlas er en fascinerende, men også en kompleks filmoplevelse, hvor det gælder om at holde tungen i munden, for at kunne følge med i alle de handlingstråde. Jeg er ikke sikker på, at historierne hænger helt sammen, men da filmen er rig på detaljer, kan det være man bliver klogere næste gang man ser filmen. Historien kræver tålmodighed, da en spilletid på næsten tre timer kan gøre den til en udfordring. Men på det visuelle plan, er filmen guf for øjnene, og så er skuespillerne forbløffende gode. Det er muligt, vi ikke forstår alt ved filmen, men det er svært ikke at lade sig imponere over det flotte resultat, som filmens tre instruktører trods alt har skabt.

J
J
J
J
 
 

Cloud Atlas IMDb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar