fredag den 26. juli 2013

Jack The Giant Slayer

Jack The Giant Slayer (2013)

Instruktør: Bryan Singer.

Genre: Eventyr.

Dansk DVD Premiere:
23. juli 2013.

Spilletid: 114 minutter.

Budget: 195 millioner dollars.

Indtjening: 197,6 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Nicholas Hoult, Eleanor Tomlinson, Ewan McGregor, Stanley Tucci, Ian McShane, Eddie Marsan, Ewen Bremner, Bill Nighy.

Jack er en ung farmerknægt, der lever i fattige vilkår sammen med sin onkel. For at kunne reparere husets slidte tag, må Jack tage til byen for at sælge hesten. Her møder han for første gang den smukke prinsesse Isabelle, der har en tendens til at stikke af fra slottet i ny og næ. Imens sker der et indbrud på slottet, hvor en forklædt munk stjæler nogle magiske bønner fra den skumle Lord Roderick. Hele byen bliver lukket ned, og munken må skille sig af med bønnerne hurtigst muligt. Da han ser Jack med hesten, tilbyder han bønnerne som betaling for hesten. Bønnerne er meget værdifulde, og Jack bliver henvist til et kloster, hvor han vil blive fyrstelig betalt, når han returnerer bønnerne. 

Ved sin hjemkomst, møder Jack blot en vrissen onkel, der mener Jack er blevet narret. Klostrene plejer ikke at ligge inde med kontanter. I vrede banker onklen hårdt på bordet, og en enkelt bønne falder ned i deres kælderrum. Senere på aftenen opstår der et rædselsfuldt stormvejr, og en fremmed person banker på husets dør. Da Jack lukker den fremmede ind, viser det sig at være prinsesse Isabelle, der endnu engang er stukket af. Uheldigvis går der kun et øjeblik før hele huset ryster, og en masse kæmpe rødder braser igennem gulvet. Jack slipper ud, men Isabelle bliver hængende fast i rødderne, og huset forsvinder højt op i skyerne.

De sidste par år har der været succes for eventyrfilm. Alice in Wonderland. Red Riding Hood og Snow White & The Huntsman har klaret sig godt. Instruktøren Bryan Singer (X-Men 1 + 2 og Superman Returns) har kastet sin kærlighed til eventyrets verden. Filmen er baseret på de gamle historier Jack and the Beanstalk og Jack the Giant Killer. Med sit enorme budget er det lykkedes for Singer at skabe en flot og imponerende film. Alligevel blev jeg ganske overrasket over nyheden, at den udelukkende ville udkomme på dvd og Blu-ray i Danmark. Filmen blev heller ikke særlig godt modtaget i USA og betragtes som en økonomisk fiasko.

Filmens egentlige problem ligger muligvis i, at den kan være svær at gennemskue om den henvender sig mest til børn eller voksne. Historien er farverig og fjollet – noget, som nok passer mere til den yngre målgruppe. Kæmperne både prutter og bøvser i livlig stil, så de helt små kan få sig et glædeligt grineflip. Men historien byder også på nogle rimelig grumme sekvenser, der kan virke uhyggelige. Ikke fordi filmen viser masser af blod eller vold, men fordi kæmperne er så frastødende og ondsindede, at deres gerninger kan virke meget barske. Det hjælper selvfølgelig også på det når effekterne er så overbevisende lavet, at man virkelig tror på kæmpernes eksistens.

Prinsesse Isabelle bliver selvfølgelig taget til fange af kæmperne. Det er nu op til Jack og en håndfuld af kongens bedste mænd at kravle op af bønnestagen og få Isabelle tilbage i sikkerhed. Blandt kongens mænd møder vi den standhaftige kaptajn Elmont, som spilles helt eminent af Ewan McGregor, samt den magtfikserede og forræderiske Lord Roderick, som spilles af Stanley Tucci. Filmens manuskript er krydret med velskrevne dialoger, og i hænderne på dygtige folk som McGregor og Tucci, bliver flere af sekvenserne virkelig morsomme. McGregor underspiller med perfekt komisk timing, mens Tucci overspiller med et glimt i øjet.

Som Jack, gør Nicholas Hoult det også upåklageligt. Han besidder en god mængde charme og kejtethed til rollen. Som prinsesse Isabelle, er den forholdsvis ukendte Eleanor Tomlinson ligeledes et godkendt valg til rollen. Hun formår både at fremstå stærk og sårbar, alt efter hvilken situation hun befinder sig i. Samtidig er det lykkedes for Bryan Singer, at finde et par, som virkelig klæder hinanden. Jack og Isabelle forelsker sig naturligvis i hinanden, og det virker ganske troværdigt mellem Hoult og Tomlinson. Som kongen og Isabelle’s far er garvede Ian McShane ligeledes velfungerende, selvom han står lidt i skyggen af de øvrige medvirkende.

Filmens helt store oplevelse er dog kæmperne. Dem og deres tohovedet leder Fallon er imponerende flot visualiseret. De er nogle menneskelignede Godzilla’er, der kan trampe og smadre alt på deres vej. Overbevisende er det ligeledes når omkring hundrede kæmper kravler ned af bønnestagen, hvorefter de angriber de miniputagtige mennesker. Hele sekvensen hvor kongen og hans folk skal beskytte byen fra at blive invaderet, er spektakulært udført. Næsten på niveau med Ringenes Herre: De To Tårne, hvor Helms Kløft bliver angrebet af Saruman’s hær.

Vurdering: Jack The Giant Slayer er et overdådigt eventyr, som byder på overbevisende effekter og et velskrevet manuskript. Ofte er dialogerne ganske vittige, hvilket vi kan takke de dygtige medvirkende for. Filmen lider lidt under, at den ikke helt ved hvem dens præcise målgruppe er. Historien henvender sig klart til den yngre målgruppe, men er også i besiddelse af nogle ikke så børnevenlige scener. Desuden kunne man godt undvære kæmpernes uhumskheder, der virker mere malplaceret end underholdende. Alligevel er der flere positive end negative ting at sige om filmen.

J
J
J
J
 
 

Jack The Giant Slayer IMDb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar