tirsdag den 30. juli 2013

Witch Hunters

Witch Hunters (2013)

Instruktør: Tommy Wirkola.

Genre: Action/gyser.

Dansk Biograf Premiere:
7. februar 2013.

Dansk DVD Premiere:
11. juli 2013.

Spilletid: 88 minutter.

Budget: 50 millioner dollars.

Indtjening: 225,7 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Gemma Arterton, Jeremy Renner, Famke Janssen, Peter Stormare, Pihla Viitala, Derek Mears, Thomas Mann.

Hans og Grete lever et liv som dusørjægere, der jagter og tilintetgøre modbydelige hekse – noget, de har gjort siden barndommen, hvor de med nød og næppe overlevede et grumt besøg i pandekagehuset. Nu er de ankommet til byen Augsburg, hvor borgmesteren har hyret dem til at finde elleve forsvundne børn, som alle er blevet kidnappet af overheksen Muriel. Opgaven bliver ikke nemmere, da Hans og Grete samtidig skal nedkæmpe en gigantisk trold og møder modstand fra Augsburgs lokale sherif.

Så er der udkommet en fornyet og amerikaniseret filmudgave af Hans & Grete. Historien er baseret på en tysk fortælling af brødrene Grimm. Filmens instruktør Tommy Wirkola er fra Norge, og denne eksplosive eventyrfilm er hans første på den internationale scene. Wirkola gjorde sig alligevel bemærket på verdensplan, da han i 2009 udgav den norske gyserfilm Dead Snow, hvor nazister genopstod fra de døde som zombier. Hans næste projekt bliver sandsynligvis en Hans & Grete fortsættelse, da etteren blev en pæn succes.

Historien er filmet i Tyskland, for Wirkola ønskede at få den europæiske stemning ind i sin fortælling. Hele filmen er præget af både sorte og grå farver, hvilket giver et dystert billede af både byerne og skovene. Generelt er atmosfæren meget skummel, og Wirkola formår at gøre historiens omgivelser faretruende. Den verden Hans og Grete færdes i er omringet af ubehagelige væsner, hvilket også har en negativ effekt på de mennesker, der lever midt i det: ikke nok med, at farlige hekse og trolde huserer i gaderne, så oplever vores duo også modstand fra sine medmennesker.

I rollerne som Hans og Grete, har Wirkola hyret Jeremy Renner og Gemma Arterton. Umiddelbart et fornuftigt valg, da begge er i besiddelse af handlekraft og effektivitet. Parret passer godt sammen, men man kunne godt have ønsket sig noget mere dybde i deres karakterer (manuskriptet levner dem ikke meget at arbejde med). Fokusset ligger primært i deres færdigheder som dusørjægere, ikke hvordan de har det rent personligt. Vi kommer aldrig til at føle med dem, og i sidste ende holder vi kun med dem, fordi heksene trods alt er værre.

Filmens problem ligger hovedsageligt i den tynde handling, som ikke rigtig har noget at fortælle. Historien er usammenhængende, og plottet er ikke blot urealistisk, men også forudsigeligt. Bedre er det ikke, at dialogerne er skrevet på amatørniveau, hvilket skuespillerne ikke har en jordisk chance for at kunne realisere på bare en anstændig eller troværdig måde. Værst er det, når et monster af en trold deltager i løjerne. Et brutalt bæst, der pludselig udviser menneskelighed og venlighed overfor Hans og Grete, hvorefter han bliver en del af deres team.

Vores heroiske duo må i den grad siges at være indehavere af nogle kraftfulde våben. Lidt i samme stil som i filmen Van Helsing i 2004, hvor Hugh Jackman også gik rundt med højteknologiske våben. Hans og Grete mangler bestemt ikke virkningsfulde remedier, og tit er effektiviteten af deres grej så enorm, at blodet sprøjter løs i vildeste forstand. Visse scener får uden tvivl en chokerende effekt ud af den rødlige væske, men da overdrivelsen oftest er stor, virker det mere overflødigt end relevant.

I de øvrige roller, er der ikke nogen som gør sig særligt bemærket. Famke Janssen overspiller som heksen Muriel, og hun er omringet af inkompetente assistenter. Svenske Peter Stormare virker ellers som et fornuftigt valg som Augsburg’s ustabile sherif, men hans figur bliver aldrig interessant eller vedkommende. Yndige Pihla Viitala spiller rollen som den gode heks Mina, men også hendes ellers lovende karakter er gjort ligegyldig. Skuespilleren Derek Mears er manden i troldekostumet. En mand som åbenbart er bedst i skjulte maskeringer (han har f.eks. spillet Jason i den nye Fredag den 13. film, samt Predator i den seneste Predators).

Vurdering: Witch Hunters er ikke en vellykket eventyrfilmatisering. Tommy Wirkola benytter alle de rigtige elementer, hvor mørket og tågen giver fortællingen en tilpas dyster atmosfære. Samtidig er Gemma Arterton og Jeremy Renner velvalgte som Hans og Grete. Desværre er handlingen så useriøs og rodet, at man hurtigt taber interessen. Manuskriptet levner stort set ingen plads til figurerne, og forsøger at skjule historiens manglende logik med overdreven brug af action og blod. Men det hjælper ikke meget, når actionsekvenserne hurtigt føles ensformige, og når de visuelle effekter halter.

L
L
 
 
 
 

Witch Hunters IMDb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar